Den tyske kemi-gigant har indgået et forlig med med tusindvis af personer og organisationer.
ROUNDUP – Det har været en dyr omgang for den tyske kemikaliegigant Bayer at indgå en lang række forlig i USA omhandlende ukrudtsmidlet Roundup.
I andet kvartal, hvor forligene er blevet indgået, har Bayer tabt 9,5 milliarder euro. I dansk valuta svarer det til lidt over 70 milliarder kroner.
Det skriver Ritzaus Bureau.
Forligene i USA er blevet indgået i tusindvis af sager, hvor Roundup er blevet anklaget for at være kræftfremkaldende.
Bayer venter selv, at det kommer til at koste selskabet 10,9 milliarder dollar – eller 69 milliarder kroner – at indgå forlig i cirka 125.000 sager og håndtere potentielt nye sager vedrørende ukrudtsmidlet, oplyser selskabet i forbindelse med sit halvårsregnskab.
Sagsøgerne har krævet erstatning, fordi de mener at kunne påvise, at Roundup har givet dem kræft. Bayer har overtaget søgsmålene, i forbindelse med at det for nogle år siden opkøbte det amerikanske selskab Monsanto, som oprindeligt står bag Roundup.