Fødevareminister: Corona-virus på minkfarm gør selvfølgelig indtryk

Samtlige minkfarme i Holland skal være lukket senest 1. marts. næste år. Danmark bør følge det hollandske eksempel, mener Dyrenes Beskyttelse. Grafik: Pixabay

Danmarks første minkbesætning i Sindal i Nordjylland er smittet med covid-19, og 11.000 mink skal nu aflives. Fødevareminister Mogens har tidlige afvist, at »moderne landbrug« er i farezonen.

Fødevareminister Mogens Jensen: Det gør selvfølgelig indtryk. Foto: Keld Navntoft

LANDBRUG – Det, som fødevareminister Mogens Jensen for blot få uger siden forsikrede os alle om, ikke kunne ske, er sket. Den frygtede corona-virus har inficeret en besætning med mink i Nordjylland. Prøver fra 34 mink har vist, at minkene er smittet med covid-19 virus, oplyser Fødevarestyrelsen.

På farmen, der ligger i Sindal i Nordjylland, er der ifølge vores oplysninger 11.000 mink.

Det er ellers kun lidt over en måned siden, at fødevareministeren garanterede os alle om, at »pandemier kommer altså ikke fra de moderne landbrug«. Det skete i et debatindlæg i Politiken 6. maj i år.

Men nu har piben fået en anden lyd. Industrialiserede husdyrfabrikker med mink og måske svin, kyllinger og kvæg giver måske oven i købet gode vilkår for smittespredning. I hvert fald kan smitten som en usynlig fjende tilsyneladende sagtens infiltrere mink, som holdes i små bure.

LÆS OGSÅ:
Dansk minkfarm ramt af Covid-19. Dyrene skal aflives

Det gør selvfølgelig indtryk

»At vi nu for første gang har konstateret coronavirus på en minkfarm i Danmark gør selvfølgelig indtryk«, skriver fødevareminister Mogens Jensen nu i en skriftlig kommentar.

»Da det er første gang, at vi står i denne situation, har regeringen ud fra et forsigtighedsprincip besluttet, at den smittede minkbesætning skal aflives, for at minimere risikoen for smittespredning i den igangværende afklaringsfase«, skriver Mogens Jensen ifølge Ritzau.

»Da der i weekenden opstod mistanke om smitte blandt minkene, lagde vi i Fødevarestyrelsen omgående restriktioner ned over minkfarmen«, fortæller beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Kühn Hove.

»Dermed har ingen dyr, og kun få medarbejdere, kunnet komme ind og ud af besætningen. Vi er i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne om hvordan medarbejderne på den berørte minkfarm skal forholde sig, og om håndteringen af det videre forløb« siger Nikolas Kühn Hove. 

I fuld gang med at udarbejde strategi

Myndighederne er nu i fuld gang med at udarbejde en teststrategi med henblik på at afsøge, om der er andre minkbesætninger i området, der er smittede. Fødevarestyrelsen vil i samarbejde med sundhedsmyndighederne udarbejde retningslinjer for, »hvordan en lignende situation vil skulle håndteres fremadrettet«.

Adskillige minkfarme i Holland blev som de første inficeret med covid-19 allerede i april og titusinder af dyr er ved at blive aflivet. Den hollandske regering besluttede, at alle smittede besætninger skal aflives. De danske myndigheder har løbende været i dialog om denne udvikling med myndighederne i Holland.

Fødevarestyrelsen minder om, at alle, der har kontakt med mink, stadig skal følge Fødevarestyrelsens almindelige hygiejneregler for besætningsbesøg i minkfarme. Dvs. vaske hænder og skifte tøj både inden og efter besøg blandt dyrene. Har man symptomer på Covid-19, skal man blive hjemme.

Mink, der får coronavirus, risikerer at få alvorlige vejrtrækningsproblemer og dø. Fødevarestyrelsen opfordrer minkejere til at kontakte deres dyrlæge, hvis de får mistanke om coronavirus i deres minkbesætning. Dyrlægen skal kontakte Fødevarestyrelsen, hvis det viser sig, at der grundlag for mistanken.

Ingen grund til bekymring

Fødevareminister Mogens Jensens indlæg i Politiken 6. maj 2020.

Ifølge fødevareminister Mogens Jensen særligt den »moderne« danske husdyrproduktion være sikret mod virus og og pandemier. I et debatindlæg i Politiken 6. maj skrev ministeren:

»Den danske husdyrproduktion er karakteriseret ved en høj grad af specialisering og et højt niveau af smittebeskyttelsesforanstaltninger. Det betyder, at de fleste intensive landbrug kun producerer én dyreart, og at disse dyr ikke har kontakt med vilde dyr.

Derfor vurderes risikoen for en pludselig udvikling af en pandemisk virus at være ringe.

I de seneste 50 år har der været en højt specialiseret husdyrproduktion i Europa og Nordamerika, og der har ikke været eksempler på, at der er opstået pandemier med basis i denne produktionsform.«