Den velfriserede have er på vej ud. Nu vil vi have vilde haver med plads til bier og biodiversitet

SLIP HAVEN FRI. Mange haveejere drømmer om om vilde haver med plads til summende bier, pindsvin og smukke sommerfugle. Foto: Pixabay

Interessen for at hjælpe natur og biodiversitet i egen have er enorm. Et nyt samarbejde mellem supermarkedskæden Rema 1000 og Danmarks Naturfredningsforening skal hjælpe 50.000 haveejere med at gøre deres haver mere vilde.

Den velfriserede og lidt kedelige have med en stor tætklippet græsplæne og lidt få buske langs skellet er på vej ud. I stedet drømmer mange haveejere om en have med summende bier, frodige blomsterenge og kvasbunker, hvor pindsvinet kan gemme sig.

Det mærker supermarkedskæden REMA 1000, hvor insektvenlige planter sælges med rekordfart, og samtidig bliver Danmarks Naturfredningsforening lagt ned af henvendelser fra sine medlemmer, der ønsker hjælp til en mere naturvenlig have, fortæller foreningen.

Efterspørgslen nu har fået de to til at samarbejde om en national indsats for naturvenlige haver. Sammen vil de slippe de danske haver fri, og ambitionerne er høje. Mindst fire procent af alle danske haver skal over de kommende tre år have hjælp til at gøre en del af haven vild – det svarer til ca. 50.000 private haver.

Tilmelding på Slip haven fri

Som haveejer kan man derfor nu tilmelde sin have til ’Slip haven fri’. Ud over rådgivning modtager man en gratis sticker til postkassen og adgang til biodiversitetsvenlige planter, buske, træer og frøblandinger, som dækker hele havesæsonen.

– Det er fantastisk med det enorme engagement, vi oplever blandt danske haveejere og vores medlemmer, der ønsker at bruge deres have til at styrke biodiversiteten, siger Simon Leed Krøs, projektleder for ’Slip haven fri’.

– Naturen mangler akut plads, så det gør en kæmpe forskel, når haverne bliver vilde. Ved for eksempel at lade den klassiske græsplæne vige for et bed med vilde urter og planter, kan man komme de trængte sommerfugle og bier til undsætning og samtidig få en farverig og levende have. Vi står klar til at hjælpe haveejerne godt i gang, lover han.

Alle kan være med

Alle typer haver er velkommen, uanset om det er en parcelhushave, haven omkring sommerhuset eller kolonihaven. Man kan endda tilmelde altanen, så længe man kan undvære en femtedel af den.

Det eneste, det kræver for at være med, er, at man har en have, hvor man ikke sprøjter, og at man slipper mindst 20 procent af sit haveareal fri. Det kan man gøre med op til 10 forskellige naturelementer – f.eks. med en blomstrende vildeng, buske eller et kvashegn.

Projektpartner REMA 1000 har samtidig udvidet sit udvalg af naturvenlige planter, så det bliver endnu lettere for haveejerne at komme i gang. Planterne vil primært være at finde i butikkerne i foråret og sommerhalvåret.

– Når vi på denne måde går ind og sørger for hjælp til naturinteresserede haveejere, er det fordi vi mærker et behov blandt vores kunder. Vi vil gerne gøre det enkelt for kunderne at gøre det rigtige for naturen i haven. Vi tror på, at vi løfter biodiversiteten i haverne gennem god rådgivning og ved at imødekomme efterspørgslen på naturvenlige planter, anbefalet af Danmarks Naturfredningsforening, siger Anders René Jensen, Indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000.

Fra giftfri haver til vilde haver uden gift

Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi har gennem de sidste fem år samarbejdet om projekt Giftfri Have, som nu overgår til projekt Slip haven fri. Kommuner kan dog stadig melde sig som giftfri på www.giftfri-have.dk.

– Vi har fået sat brugen af gift i haverne på dagsordenen med over 23.600 tilmeldte haver og 31 giftfri kommuner. I Danmarks Naturfredningsforening fortsætter vi kampen for et sprøjtefrit Danmark. Nu er tiden bare kommet til at gå skridtet videre og hjælpe danskerne med at gøre haverne naturvenlige – selvfølgelig uden brug af gift, siger Simon Leed Krøs.

LINK: Læs mere om projektet og se, hvor mange haver der allerede er tilmeldt.