Covid-19 lukker slagteriet i Ringsted – Næsten 150 medarbejdere er smittede

På mandag lukker slagteriet i Ringsted, og alle slagtninger indstilles. På billedet ses opskårne svinekroppe. (ikke fra slagteriet i Ringsted) Foto: Pixabay

Danish Crowns slagteri i Ringsted lukker helt ned i den kommende uge. På verdensplan har pandemien nu kostet 726.953 mennesker livet.

SUNDHED – På blot et døgn er 22 nye medarbejdere på slagteriet i Ringsted smittet, og næsten 150 medarbejdere på Danish Crowns slagteri i Ringsted er nu testet positive for den frygtede virus, covid-19.

I går lørdag meddelte ledelsen derfor, at slagteriet lukker helt ned i et forsøg på at få brudt smittekæderne blandt de 600 medarbejdere. Det sker efter et samråd med sundhedsmyndighederne.

– Det er voldsomt at stå i en situation, hvor næsten 150 medarbejdere er smittede, og hvor mange af dem er syge. Det gør ondt på os alle i Danish Crown, siger Group CEO, Jais Valeur.

Samtidig skal alle medarbejdere på slagteriet nu betragte sig selv som nære kontakter til smittede. Det vil sige, at de skal følge myndighedernes anvisninger om selvisolation og test.

Covid-19 har kostet 726.952 personer livet

Den egentlige nedlukning af slagteriet vil ske i løbet af mandagen. Der vil ikke blive slagtet på mandag, men kølerummene er lige nu fyldt op, og derfor vil en gruppe medarbejdere møde på arbejde for at tømme slagteriet for varer.

Den verdensomspændende pandemi har siden marts i år kostet 616 mennesker livet alene i Danmark. På verdensplan har pandemien nu kostet over 700.000 mennesker livet. Det betyder ifølge de seneste tal opdateret 7. august, at der nu er 6.903 døde i løbet af det seneste døgn.

Ifølge tallene fra European Centre for Disease Prevention and Control er 19.624.044 personer meldt smittede, og det samlede dødstal på verdensplan er nu oppe på 726.953.

Lørdag rundede dødstallet i Brasilien 100.000. Kun i USA er flere døde som følge af covid19. Her har pandemien hidtil krævet over 162.000 menneskeliv.