Apartheid: Menneskeliv eller malkekøer?

Rejsen til Sydafrika er ikke en inddirekte støtte til apartheidstyret i Sydafrika, mener kvægavlerne. Grafik: Poul Knudsen

APARTHEID – Danmarks Jerseyforening afviser skarp kritik af rejse til Sydafrika. Regeringspartiet Venstre gav uofficielt grønt lys.


Af Ulla Skovsbøl, journalist og Gustav Bech, redaktør

Mens billeder af brændende byer og blodige sammenstød mellem sorte og det sydafrikanske politi bider sig fast på nethinden for mange af os, inviteres danske landmænd på rejse til de dejlige badestrande og frodige skove i Sydafrika.

Men Danmarks Jerseyforening, som sidst i marts og begyndelsen af april skal deltage i en international kongres for jersey-kvægavlere i den sydafrikanske hovedstad Pretoria, finder ingen tungtvejende grunde til at ændre planer, og fra foreningens side afvises det, at rejsen er udtryk for inddirekte støtte til det sydafrikanske apartheidstyre.

Tilsyneladende har foreningen uofficielt fået grønt lys til rejsen fra formanden for Venstres folketingsgruppe, Ivar Hansen.

»Vi tager ikke politisk stilling. Hvert enkelt medlem af Jersey-foreningen kan deltage, hvis man ønsker det. Men ingen er nødt til det«, siger Mogens Stendal, som er landskonsulent for foreningen, der har godt 2.000 medlemmer blandt danske kvægbrugere.

Vi har forhørt os

Mogens Stendal afviser endvidere, at rejsen til Sydafrika er i modstrid med den officielle danske holdning til apartheidstyret. Alligevel har man dog fundet anledning til at forhøre sig i regeringen om holdbarheden i denne holdning.

»Vi har ikke forhørt os officielt, men vi har forhørt os«, siger Stendal.

»I regeringskredse?«

»Vi har forhørt os via kanaler, der går ind i folketinget og ind i regeringen, ja«, svarer Stendal.

»Kan du sige, hvem det er?«

»Nej, for det er ikke officielt.«

At det er formand for regeringspartiet Venstres folketingsgruppe, Ivar Hansen, der uofficielt har givet grønt lys for rejsen til Sydafrika, har Landrødderne senere erfaret fra en kilde med forbindelse til foreningens bestyrelse.

Det har ikke været muligt at få bekræftet oplysningen, da Ivar Hansen før deadline var på rejse i Finland.

Inddirekte støtte til apartheid

Ingen af de medlemmer af Jerseyforeningen, som Landrødderne har talt med, bryder sig om, at foreningen deltager i kongressen i Sydafrika. Nogle udtrykker sig i forsigtige vendinger. Ander overvejer at melde sig ud af foreningen, hvis rejsen ikke aflyses.

En af de sidste er Niels Hansen, Yding ved Skanderborg, som har en jersey-besætning på 45 malkekøer.

»Uanset politisk holdning eller ej: Man skal ikke rejse til et land som Sydafrika, hvor den sorte befolkning i den grad bliver undertrykt og slået ihjel for et godt ord. Det virker fuldstændigt forkasteligt, at danske jersey-avlere tager ned til et land, hvor folk behandles dårligere end de køer, der går og passer herhjemme«, siger Niels Hansen.

Også Jens W. Pedersen, som bor i Hvirring mellem Silkeborg og Horsens er utilfreds og fortæller, at han har protesteret til foreningen.

»Man skal respektere, at den sorte befolkning ikke ønsker udenlandsk indblanding. Kongressen dernede er et officielt arrangement, og dermed kommer vi inddirekte til at støtte apartheidstyret, uanset om foreningen ønsker at forhold sig neutral eller ej.«

»Tilsyneladende mangler Jersey-foreningen fuldstændig fornemmelse for, hvad der egentlig foregår i Sydafrika for tiden«, mener Jens W. Pedersen.

Apartheid er lov

Apartheid er ikke kun racisme. Apartheid er lov i Sydafrika og har været det i mange år. Som følge heraf defineres al modstand mod apartheid som kriminalitet og straffes hårdt.

Ikke desto mindre er modstanden mod det hvide regime taget kraftigt til. Og de sidste 20 måneders voldsomme raceuroligheder har kostet mere end 800 mennesker livet og mange tusinde sårede. Mange sidder fængslede, og risikoen for at landet kastes ud i en endnu mere blodig, åben borgerkrig stiger dag for dag.

ANC: Direkte usmageligt

Den sorte befolknings ubestridte lederskikkelse, Nelson Mandela fra ANC (African National Congress) sidder fængslet og har gjort det i mange år. ANC kæmper blandt andet for en total isolation af det hvide apartheidstyre. Og ANC’s officielle talsmand i Danmark, Aaron Mnisi, finder det derfor meget uheldigt og ulykkeligt, at en dansk organisation som Jersey-foreningen deltager i kongressen i Sydafrika og dermed viser en velvillig indstilling over for regimet. ANC giver ikke meget for Jersey-foreningens erklærede upolitiske holdning.

»Danmarks Jerseyforening interesserer sig mere for højtydende malkekøer end for menneskelig under apartheidsystemet. Man kan ikke adskille politik og kvægavl i et land som Sydafrika. De hvide sydafrikanske kvægavlere er netop nogle af apartheidstyrets mest trofaste støtter. Det er direkte usmageligt at deltage i et sådant »dyrskue«, mens vores folk bliver massakreret lige henne om hjørnet hver dag«, siger Aaron Mnisi.

Han fortæller, at de sydafrikanske kvægavlere lever en yderst privilegeret tilværelse, mens den sorte befolkning omvendt tilhører en af de dårligst lønnede og hårdest udnyttede grupper i Sydafrika.

Aaron Mnisi er ikke i tvivl om, at rejsen er i modstrid med den danske politiske beslutning om boykot. Og han finder, at »alene det at rejse ind i et land, som er i krig, er en betænkelig sag«.

Også Mogens Stendal fra Jersey-foreningen erkender, at situationen kan udvikle sig på en sådan måde, at man må overveje at aflyse rejsen på grund af de rejsendes sikkerhed.

Borgmester vært ved reception

Rejsen til Sydafrika kommer til at koste godt 18.000 kroner. Deltagerne samles lørdag den 29. marts i Kastrup Lufthavn, og næste dag ankommer man til Johannesburg. Foruden at deltage i Verdens-jersey-kongressen inviteres de danske jersey-avlere på tur rundt i landet. I Port Elizabeth vil byens borgmester om aftenen være vært ved en reception for de danske deltagere. Turen til Sydafrika varer i alt 18 dage.

Alt det praktiske vedrørende rejsen for Danmarks Jerseyforening arrangeres af Gerhard Pedersen fra Vestjydsk Rejsebureau, som oplyser, at der endnu ikke er nogle tilmeldinger, fordi programmet liger er blevet sendt ud. Gerhard Pedersen vil helst ikke udtale sig om Sydafrika-problematikken.

»Vi arrangerer rejser derhen, hvor folk gerne vil rejse. personligt har jeg før arrangeret grupperejser for Jerseyforening både til Canada og Australien. Derfor var det meget naturligt for mig også at arrangere den til Sydafrika, selv om det jo ikke er det land, vi arrangerer flest rejser til«, siger han.

Danmarks Jerseyforening har fungeret i 83 år har til formål at varetage de interesser, der knytter sig til avl og brug af jerseykvæg i Danmark. Foreningen er repræsenteret i blandt andet Landsudvalget for Kvæg og altså desuden i World Jersey Cattle Bureau – Verdens-jerseyforeningen, hvor foreningens sekretær og kasserer, Mogens Stendal, samt foreningens nyvalgte formand, Niels Otto Munch, sidder som medlem af bestyrelsen.

Artiklen blev første gang offentliggjort i tidsskriftet Landrødderne nov. 1985.