Ti Irma-butikker sælger de første danske jordbær for 36 kr. pr. bakke med 250 gram.
MAD – I dag kan du købe de første danske jordbær i ti forskellige Irma-butikker.
Mængderne er meget små, så kunderne vil kun i udvalgte Irma butikker kunne købe årets første danske jordbær. De første danske jordbær sælges for 36 kr. pr. bakke med 250 gram.
Der vil i dag være omkring 250 bakker fordelt på 10 forskellige butikker: Codanhus, Ndr. Fasanvej, Platan, Roskilde, Søborg, Nørreport, Hillerød, Østerport, Ordrup, Hørsholm.
Det er gartneriet Hunsballe Grønt ved Skælskør, der igen i år er først med jordbær. De er dyrket i et moderne væksthus, der er specielt konstrueret til jordbær-produktion med ekstra store vinduer, der giver mulighed for ekstra meget lys til planterne.
I denne uge er det kun udvalgte Irma butikker, der får de nye jordbær. Men allerede i næste uge kommer der større mængder og om ca. 14 dage forventes, at produktionen er så stor, at der er jordbær i alle Coops godt 1000 butikker.














