44 personer er testet positive for corona-virus på slagteri i Horsens

Slagteriarbejdere på Danish Crowns slagteri i Horsens udskærer svinekød. Pressefoto: Danish Crown

En række covid-19-smittede blandt medarbejderne på Danish Crown-slagteriet har ingen symptomer, men medvirker til stærkt stigende smittetal i Horsens.

COVID-19 – I Horsens Kommune er der konstateret 88 smittetilfælde med coronavirus i løbet af den seneste uge. Størstedelen af disse kommer fra et udbrud på Danish Crown-slagteriet i Horsens, oplyser byens borgmester, Peter Sørensen.

Danish Crown oplyser, at 44 medarbejdere er blevet konstateret smittede siden mandag. Slagteriet har testet cirka 500 medarbejdere.

Borgmester Peter Sørensen kalder tallene for »meget bekymrende«.

– Det er meget bekymrende, at smittetallet stiger så voldsomt i øjeblikket, og i vores lokale krisestab følger vi udviklingen tæt.

– Vi ved nu, at det stigende smittetal i hovedsagen er relateret til polsk arbejdskraft blandt andet med tilknytning til Danish Crown-slagteriet. Her har man igennem et stykke tid intensiveret kontrollen, så alle medarbejdere skal testes, inden de møder på arbejde og derved har man fundet en del smittede, som ikke har haft symptomer på corona-virus, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Skræmmende og positivt

Mandag begyndte Danish Crown at teste de medarbejdere, hvor der i den seneste tid enten er konstateret smitte i umiddelbar nærhed af deres bopæl eller i deres perifere netværk.

I løbet af ugen er der testet mere end 500 medarbejdere, og ad den vej er det lykkedes at finde yderlige 29 smittede inden de mødte på arbejde. Alle medarbejdere vil i den kommende uge bliver screenet mindst en gang.

– Det er på en gang skræmmende og positivt, at vi har fanget så mange der hverken havde forhøjet temperatur eller symptomer på COVID-19, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

– Positivt er det, at vi på den måde undgår at alle de andre medarbejdere udsættes for smitte. Samtidig får vi sendt nære kontakter blandt kollegerne hjem nærmest øjeblikkeligt og på den måde begrænset yderligere spredning i samfundet, håber han.

Per Laursen oplyser, at der i samarbejde med Horsens Kommune tilbydes boliger med enkeltværelser til smittede medarbejdere, der ikke umiddelbart har mulighed for at isolere sig på anden vis.