Tilskud til nye stalde giver over én million flere svin

Landet over bygges store svinefabrikker. De rundhåndede tilskud vil formentlig resultere i en årlig produktion på over én million slagtesvin. Foto: Colourbox

LANDBRUG – Regeringens rundhåndede støtteordning til nye svinestalde, kan resultere i en ekstra kapacitet på 1,1 mio. svin årligt.

Trods kritik af ordningen tror rådgiver og svineformand på, at de fleste stalde bliver bygget, skriver LandbrugsAvisen.

Produktionen af slagtesvin i Danmark steg i omfang i 2020, og med udmøntningen af en tilskudsordning til slagtesvinestalde, der blev meldt ud i slutningen af 2020, er der udsigt til, at aktiviteten på svineslagterierne kan løftes yderligere.

Via en aktindsigt hos Landbrugsstyrelsen kan LandbrugsAvisen dokumentere, at der i runde tal potentielt kan blive opført slagtesvinestalde, der samlet set har en kapacitet på cirka 1,1 mio. ekstra slagtesvin.

26 ud af de 57 projekter, der har modtaget tilskud, er barmarksprojekter. De projekter har modtaget 143,1 mio. kr. i tilskud til samlet 99.734 kvadratmeter produktionsareal. Tilsvarende har 31 tilbygningsprojekter fået 105,4 mio. kr. til i alt 79.330 kvadratmeter, skriver LandbrugsAvisen.

Danmark er verdens største producent af svin per indbygger, og danske svineproducenter producerer årligt cirka 32 millioner svin.