Svinefabrikker er de rene petriskåle

32 mio. producerede svin årligt i Danmark betyder, at vi er verdens mest svinetætte område. Det er en tikkende bombe. Foto: Greenpeace

Det er med hovedet under armen, når de danske myndigheder ikke allerede nu tager skridt for at eliminere faren for en buldrende virus fra millioner af svin i Danmark.

KOMMENTAR
Af Holger Øster Mortensen
Smedevej, 3730 Nexø

Statens Serum Institut (SSI) har nu med stor sandsynlighed fundet det første eksempel på endnu en ny influenza variant hos en borger. Den ny type virus har grise som mellemvært. Også flere steder i udlandet har man fundet eksempler på denne form for virus mutation. BBC har fortalt om det. Det er evident, at virus hos svin kan ændre sig – og dermed udgøre en alvorlig trussel mod folkesundheden. Det er man naturligvis helt på det rene med hos SSI.

For kun et år siden blev det klart, at Corona Covid-19 / SARS CoV 2 var observeret i millionbyen Wuhan i Kina. De kinesiske myndigheder var mere en uvillige til at delagtiggøre resten af verden i den nye virus – og det samme gjaldt de danske myndigheder. Fra Sundhedsstyrelsen lød det: »Vi har informeret om sygdommen og hvorledes den skal håndteres, hvis den mod forventning kommer til Danmark«. Heller ikke SSI var nervøse. Halvanden måned senere lukkede Statsministeren Danmark ned.

Det er med hovedet under armen, når de danske myndigheder ikke allerede nu tager skridt for at eliminere faren for en buldrende virus fra millioner af svin i Danmark. 32 mio. producerede svin årligt i Danmark betyder, at vi er verdens mest svinetætte område. Det er en tikkende bombe. Kun ved et lykketræf blev H1N1-svinebakterien ikke til en pandemi. Der skal omgående oprettes en taskforce, der kan holde nøje øje med virus blandt grise.

Med et pennestrøg fik vi fjernet minkindustrien, som reelt var det rene smittereservoir for Covid-19. Faren for mutationer var overhængende. Hvis man skal fjerne truslen fra alle svinene i Danmark, vil det få minkaffæren til at ligne en børnefødselsdag. Regningen vil blive på »mange hundrede milliarder«. Svinebønderne gnider sig allerede i hænderne – de skal nok vide at kræve en rigelig erstatning. ALLE svin skal fremover være økologiske, og antallet skal stærkt reduceres.

Vi skal gøre alt for ikke at forvandle Danmark til et nyt Wuhan. En god svinefarm er en lukket svinefarm.


Forslag til debat sendes til editor@greenupdate.dk
Skriv så kort som muligt. Husk at angive navn, adresse, stilling eller politisk / organisatorisk tilhørsforhold eller andre relevante informationer. Vedhæft gerne foto.