Sejr for dyrevenner: EU-politikere stemte ja til at slippe dyrene fri

Flertallet af EU-parlamentarikere vil slippe dyrene fri. Foto: Colourbox

Dyrevenner i hele Europa vandt afgørende og historisk sejr, da et markant flertal af politikerne i EU sagde ja til at slippe grise, høns, kalve, kaniner, ænder og gæs ud af burene.

Torsdag i sidste uge vandt dyrevenner i hele Europa en afgørende historisk sejr, da et markant flertal af politikerne fra 27 lande i EU-Parlamentet forleden stemte for en resolution, som anbefaler, at vi slipper grise, høns, kalve, kaniner, ænder og gæs ud af deres bure.

»I dag har dyrevenner i EU’s medlemslande vundet en sejr for dyrevelfærd, der vil kunne føles og mærkes langt ind i de mørkeste bure og de største svinestier i EU’s industrilandbrug«, lød det fra World Animal Protection, som kæmper for at forbedre dyrenes forhold overalt i verden.

Kan blive afgørende vendepunkt

Afstemningen i EU-Parlamentet kan føre til markant ændrede levevilkår for de mere end 300 millioner tremmedyr i EUs industri landbrug, håber Esben Sloth fra World Animal Protection.

»Denne sommer, som vi har ventet så længe på, kan blive et helt afgørende vendepunkt og er en stor folkelig sejr for ‘End The Cage Age’. I dag har vi fået klar politisk opbakning fra Europa-parlamentet til at afskaffe tremme-dyr. Ikke kun i Danmark, men i hele EU. Faktisk kan det rykke dyrevelfærd i hele verden, fordi det ovenikøbet kan blive gældende for import«, siger Esben Sloth

World Animal Protection er en af de danske organisationer bag ‘End The Cage Age’, som er koordineret fra England af organisationen Compassion In World Farming.

Glæde hos danske parlamentarikere

Også hos de danske EU-politikere er der stor glæde over afstemningen, efterfulgt af en klar opfordring til EU Kommissionen om nu at sparke bolden helt i mål:

»Det er en kæmpe sejr for dyrevelfærden i EU, som vil få historisk betydning for millioner af dyr, som ikke længere skal lide i små bure. Nu ligger bolden hos EU-kommissionen, og der er ingen undskyldning for at sidde på hænderne«, siger Enhedslistens mand i parlamentet, Nikolaj Villumsen.

Også Niels Fuglsang (S), der er næstformand i EUs dyrevelfærdsgruppe, er glad for det positive udfald i EU parlamentet:

»Ingen dyr fortjener, at blive spærret inde i små bure, eller være fikseret det meste af deres liv i landbrugets jagt på billigere og billigere produktion. Derfor er det en milepæl for landbrugsdyrenes velfærd, at EU parlamentet i dag har vedtaget ’End The Cage Age’. Nu er det op til EU Kommissionen at tage det sidste afgørende skridt og gøre det til gældende lovgivning, så der er fair og fælles regler i alle medlemslande«, siger Fuglsang i anledning af den resolution han sammen med Enhedslisten og SF stemte igennem torsdag i EU parlamentet.

FAKTA om ’End The Cage Age’

  • Kampagnen startede som en underskriftsindsamling i 2019 i England med krav om bedre dyrevelfærd og afskaffelse af bure og tremmer i landbruget.
  • 1,4 millioner EU-borgere har skrevet under.
  • Siden har multinationale fødevarekoncerner som Nestlé, Mondelez, Unilever, Ferrero, IKEA, Jamie Oliver Group, Les Mousquetaires, Barilla, Roberti og Aldi tilsluttet sig.
  • Kampagnen er også støttet af den internationale dyrlægeforening IVSA, en lang liste af  internationale videnskabsmænd og forskere, European Environmental Bureau samt en række miljø- og dyreorganisationer.
  • Det er en af de første gange, et borgerforslag får så stor tilslutning og så omfattende betydning.
  • EU Kommissionen tager stilling til borgerinitiativet 30 juni 2021.

Kilde: World Animal Protection