
Biologisk set har Danmark levegrundlag til mellem to og seks gange så mange ulve, som der er i i dag. Forskere fra Aarhus Universitet viser, at der er plads til mellem 77 og 210 ulve i Danmark. I øjeblikket er der omkring 30 ulve i Danmark, og bestanden vokser.
***
Den danske ulvebestand er i vækst og forventes at stige markant i de kommende år. Det viser et nyt notat fra Aarhus Universitet, bestilt af Miljøstyrelsen.
Ifølge forskerne bag notatet, er der i Danmark plads til mellem 77 og 210 ulve. Det er en markant stigning i forhold til den nuværende bestand, der per 1. september 2023 tæller omkring 30 individer.
Forskerne forklarer, at den danske ulvebestand nu er selvopretholdende. Det betyder, at antallet af fødsler opvejer antallet af dødsfald og markerer en positiv udvikling for bestanden, der siden 2020 har været stigende.
Ulovlig jagt
Dog er der stadig usikkerhed omkring den fremtidige udvikling.
Før 2020 var dødeligheden blandt ulve højere end niveauet for, at bestanden kan være selvopretholdende, og dødeligheden skyldtes hovedsageligt ulovlig jagt. Forskerne peger på, at det er afgørende, at denne ulovlige rovdrift ikke blot fortsætter, hvis ulvebestanden fortsat skal vokse.
Forskerne bag notatet vurderer, at spørgsmålet om genetisk levedygtighed som udgangspunkt ikke (længere) er relevant for en vurdering af den mindste levedygtige bestandsstørrelse for en selvstændig dansk ulvebestand.
Den danske ulvebestand er en del af den større Centraleuropæiske lavlandsbestand, der har omkring 1.850 individer, hvoraf knap 1% i 2021 levede i Danmark.
Udbredt i Danmark siden istiden
Ulven har været udbredt i Danmark siden istiden, men blev udryddet på øerne i middelalderen og i Jylland i det 17. århundrede. Den sidste ulv, som formentlig var indvandret fra Tyskland, blev dræbt i 1813.
Først den 7. december 2012 fik man det første sikre bevis på, at der for første gang i 199 år igen var mindst én ulv i Danmark. En DNA-undersøgelse af en død ulv i Thy viste, at det var en vild grå ulv, der stammede fra en kendt ulvefamilie i delstaten Sachsen i Tyskland.













