

Minkproducenterne får nu løn for at aflive deres egne besætninger og foretage rengøring og desinfektion af deres minkfarm.
MINK – Fødevarestyrelsen giver nu mulighed for, at minkavlere selv kan aflive besætninger smittet med Covid-19 og foretage rengøring og desinfektion af farmene. Med avlernes hjælp bliver det muligt at sætte fart på aflivningerne af de mere end 1,3 millioner mink, så smitterisikoen fra syge besætninger hurtigere elimineres, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Ejerne har haft mulighed for at hjælpe til, siden de første smittede besætninger blev aflivet, og de er blevet betalt for det. Fremover kan minkavlere stå for hele opgaven, dvs. både aflivningen samt den efterfølgende rengøring og desinfektion, og få dækket deres udgifter.
»Vi har desværre over de seneste uger set en bekymrende smitteudvikling på minkfarmene, og må konstatere, at det er svært at få aflivet besætningerne hurtigt nok til at mindske risikoen for smitte mellem farmene og fra farmene ud til civilsamfundet«, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.
Kan øge tempoet
»Vi arbejder selv på at udvide kapaciteten, men minkejerne er vant til at håndtere dyrene og vil kunne levere et vigtigt bidrag til for alvor at øge tempoet«, forklarer han.
Fødevarestyrelsen tilbyder efter dialog med Kopenhagen Fur minkavlerne en standardaftale, som beskriver de opgaver, ejeren får ansvaret for som led i aflivningen af farmens mink og den efterfølgende rengøring og desinfektion.
»Aftalen sikrer, at avlerne får dækket deres omkostninger. Vi kender af gode grunde ikke de samlede udgifter, fordi vi ikke ved, hvor mange minkavlere der vil takke ja til opgaven, og ad den vej hjælpe myndighederne med at få styr på smittespredningen«, siger Nikolas Hove.
Opgaverne udføres under besætningsejerens ansvar, men Fødevarestyrelsen vil være til stede under aflivningen og blandt andet informere om brug af værnemidler. Styrelsen vil også skulle godkende, at den efterfølgende rengøring og desinfektion er tilstrækkelig til at hindre spredning af Covid-19 smitte. Besætningsejeren modtager en fast aftalt betaling til dækning af sine omkostninger, som afhænger af besætningens størrelse.