

Hjørring Kommune er den kommune i landet, der har flest smittede mink. 29 af kommunens 65 minkfarme er inficeret med corona-virus.
COVID-19 – Smittetrykket i Hjørring Kommune er både høj og udbredt, og de seneste to dage har smittetallet været stigende. En del af dem har direkte relation til de mange smittede minkfarme. Det er langt fra alle, oplyser kommunaldirektøren i Hjørring.
Der er gennem de seneste uger blevet konstateret smittetilfælde bredt geografisk i hele kommune. Smittebilledet kan ikke alene relateres til særlige grupper. Derfor er der ekstra grund til, at alle borgere er opmærksomme på de velkendte retningslinjer og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne.
Hovedparten af de smittede er mellem 30 og 60 år, og der er kun få unge smittede modsat situationen i mange andre kommuner.
Hjørring Kommune opfordrer alle borgere til:
- Begræns i videst muligt omfang alle arrangementer, private såvel som offentlige, for eksempel konferencer, private fester og sammenkomster.
- Undgå at flere fra samme husstand går på indkøb i samme forretning.
- Oplever man de mindste symptomer på Covid19 – kontakt egen læge hurtigst muligt.
- Benyt muligheden for at blive testet, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er smittet. Test kan tages i Teltet på Arsenalvej, hvis man er symptomfri eller hvis man har symptomer ved Hjørring Sygehus efter henvisning fra lægen.
Opfordringerne gælder, indtil smittetallet i Hjørring Kommune igen er nedbragt til et lavt niveau.