Kun hver femte dansker ønsker minkindustrien tilbage

Mink er vilde rovdyr, der hverken får opfyldt deres behov for plads eller bevægelse i minkindustriens små bure. (Foto: World Animal Protection)

MENINGSMÅLING – Op mod halvdelen af befolkningen vil afskaffe minkproduktion i Danmark, viser ny meningsmåling.

Alt tyder på, at modstanden mod minkproduktion i Danmark er stadigt stigende, også selvom  regeringens manglende hjemmel til at aflive samtlige mink sidste år er genstand for nøje granskning i Mink-kommissionen, der dagligt afdækker interne magtkampe og pinlige sms’er.

I den nye måling svarer 41 procent, at de slet ikke ønsker, at minkproduktion skal genoptages, mens ni procent til dels er enige og svarer ‘i mindre grad’. Det er halvdelen af befolkningen, der hælder til et permanent forbud.

Kun i alt 20 procent svarer, at de enten ‘i meget høj grad’ eller ‘i høj grad’, ønsker industrielle mink tilbage.

Minkavl er en grusom industri

Esben Sloth: Jeg er sikker på, at vi i løbet af få år vil se en afvikling af mink-produktion i hele EU. Bevægelsen er allerede godt i gang, og den er ikke til at stoppe.

»Det er meget glædeligt, at halvdelen ikke ønsker, at produktionen skal genoptages. Minkavl er en grusom industri, hvor vi i alt for mange år har aflivet millioner af raske dyr. Det burde ikke finde sted i et land, hvor man bryster sig af en god dyrevelfærdslov«, siger Esben Sloth, kampagnechef for World Animal Protection Danmark:

Den forrige meningsmåling om minkproduktion – foretaget i slutningen af september i år af Megafon for TV2 – spurgte befolkningen, om de ville have et direkte forbud, og her var befolkningen splittet i to næsten lige store halvdele.

40 procent var i september modstandere af et forbud og svarede, at de var ‘helt uenig’ eller ‘delvis uenig’. 44 procent var tilhængere og svarede, at de var ‘helt enig’ eller ‘delvis enig’ i, at minkproduktion skulle forbydes.  

Industrien udfases i en lang række lande

»Jeg er sikker på, at vi i løbet af få år vil se en afvikling af mink-produktion i hele EU. Bevægelsen er allerede godt i gang, og den er ikke til at stoppe. En lang række lande har allerede forbudt det, eller er ved at udfase industrien. Det drejer sig blandt andet om Norge, Tyskland, Østrig, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Serbien og Kroatien«, siger Esben Sloth.

I den nye undersøgelse er et klart flertal af danskere parat til at følge de andre EU-landes eksempel:

44 procent svarer, at Danmark ‘i meget høj grad’ eller ‘i høj grad’ bør følge de andre landes forbud mod minkavl. Kun 16 procent mener, at vi ‘slet ikke’ bør skele til udviklingen i de andre EU-lande, når de forbyder minkproduktion.