Hvor mange milliarder skal minkavlerne have?

Mørkelægningen af minkpakken er forståelig, for pelsningen af skatteyderne er skandaløs. Vel skal minkfarmerne have kompensation for en ekspropriation. Men de 18 milliarder ligner et holdkæft-bolche til den magtfulde landbrugssektor, til banker og kreditforeninger (som får al gæld betalt) og til partiet Venstre, som truer Mette Frederiksen med rigsretssag. Foto: Anima

Venstres Torsten Schack Pedersen mener, det giver mening at kompensere minkavlerne med, hvad der svarer til de seneste 10 års driftsindtjening. Den samlede regning kan ende på over 20 milliarder kroner.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, siger til Politiken, at »det giver mening« at kompensere minkavlerne med, hvad der svarer til de seneste 10 års driftsindtjening.

Det er noget, minkavlerne selv har foreslået. Hvis et flertal i Folketinget går med til det, kan den samlede regning ende på over 20 mia. kr.

På nedtur

Et fuldstændigt vildt beløb til en branche, som har haft underskud på driften siden 2016. Lang tid før, coronakrisen indhentede minkbranchen, tegnede fremtiden sort.

Ifølge Danmarks Statistik havde minkavlerne i 2019 i gennemsnit et underskud på 700.000 kr. pr. bedrift.

»Pelsdyrbranchen er en branche, der er presset i en prismæssig lavkonjunktur«, siger Henrik Bolding Pedersen, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik.

»Historisk har der været store udsving i konjunkturerne for minkbranchen. Efter finanskrisen havde sektoren en gylden periode fra 2010-15, hvor afkastet var klart det bedste inden for landbruget. I 2012 nåede værdien af produktionen næsten 10 mia. kr., hvilket fx var ca. tre gange værdien af dansk fiskeri, men de senere år er det gået nedad til en produktionsværdi på 2,5 mia. kr. Det skyldes ubalance mellem udbud og efterspørgslen, der især kommer fra pelshuse i Kina«, siger Henrik Bolding Pedersen.