En større del af kirkens jord skal drives økologisk

Viborg Domkirke. Foto: Ulla Skovsbøl

En større del af kirkens jord skal drives økologisk, udtages til skovrejsning eller bruges til opstilling af for eksempel vindmøller og solceller, mener biskop i Viborg, som står i spidsen for Folkekirkens grønne omstilling. Ny digital kortlægning viser, at kirken ejer 11.000 hektar. Det svarer til et område på størrelse med Samsø.

***

Folkekirken har for første gang fået lavet en digital kortlægning af sine arealer, som nu blive tilgængelig online. Den viser, at kirken ejer 11.000 hektar landbrugsarealer. Det svarer til et område på størrelse med Samsø og gør kirken til landets tredjestørste jordbesidder.

»Folketinget og regeringen har besluttet, at vi skal reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. Det er vi selvfølgelig også med på. Men hvis vi skal lykkes med det, skal vi også inddrage den jord, kirken ejer«.

Det siger Henrik Stubkjær, der er biskop over Viborg Stift og formand for styregruppen bag projektet »Folkekirkens Grønne Omstilling« til Ritzau.

Han mener, det er naturligt, at folkekirken forholder sig til den verden, den er en del af og samtidig er med til at værne den verden, der skal gives videre til de næste generationer.

Vigtig rolle i den grønne omstilling

Henrik Stubkjær peger på flere årsager til, at Folkekirken spiller en vigtig rolle i Danmarks grønne omstilling.

»Vi er landets største civilsamfundsorganisation, vi er den tredjestørste jordbesidder i landet, og så råder folkekirken over bygninger, kirkegårde og jorder overalt i Danmark. Det nye redskab er med til at vise, hvordan folkekirkens aktører står sammen og bidrager til en grønnere fremtid. Vi bærer alle et fælles ansvar for at finde løsninger på de store problemer, som både klimaet og biodiversiteten lider under«, siger Henrik Stubkjær.

Forventningen er, at det nye digital kort løbende vil blive udbygget, så man i fremtiden også vil kunne se data om eksempelvis spredningskorridorer for biodiversitet visualiseret. På den måde er kortet med til at gøre det mere konkret, hvor kirken og de enkelte menighedsråd kan sætte ind og være med til at gøre en grøn forskel.

Mere økologi og skovrejsning

Hovedparten af kirkens arealer er forpagtet af landmænd og drives konventionelt. Men folkekirken skal i højere grad indstille sig på, at en større del af jorden drives økologisk, udtages til skovrejsning eller bruges til opstilling af for eksempel vindmøller og solceller, lyder det fra Henrik Stubkjær.

»Kommunerne har sat nogle mål op, for eksempel hvor store arealer, der skal bruges til skovrejsning, hvor mange lavbundsjorde der skal gøres klimarigtige, og hvor store arealer, der skal dyrkes økologisk. Det er de samme mål, vi har taget. Så over de kommende år vil der blive mere af vores jord, der dyrkes økologisk, der vil blive mere skov og flere klimasikrede lavbundsjorde«, siger Henrik Stubkjær til Ritzau.

Lanceres i Kirkeministeriet

Lanceringen af det nye kortværktøj finder sted tirsdag den 5. september ved en festlig reception i Kirkeministeriet. Til arrangementet vil kirkeminister Louise Schack Elholm og Henrik Stubkjær, biskop og styregruppeformand for Folkekirkens Grønne Omstilling, holde taler.

Der vil derudover være oplæg om forslag til grønne jordforvaltningsalternativer og hvordan værktøjet kan understøtte dette af fire fageksperter fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Dansk Skovforening, Naturstyrelsen og Green Power Denmark.