

Flere end hver fjerde af unge under 35 år spiser de fleste af ugens måltider uden kød. Siden 2010 er antallet af fleksitarer, der primært spiser vegetarisk, firedoblet.
MAD – De unge er fortroppen i en grøn madrevolution, hvor kødet fylder langt mindre eller slet ikke indgår i de daglige måltider. Det viser en ny undersøgelse fra dagligvarekoncernen Coop og Dansk Vegetarisk Forening.
Mere end halvdelen af danskerne, og to ud af tre unge, siger i målingen, at de ønsker at spise mindre kød i fremtiden, og allerede nu lever hver sjette dansker og hver fjerde af de unge overvejende vegetarisk, viser tallene.
Udviklingen båret af de unge
28 procent af de unge i alderen 18-34 år spiser de fleste af ugens måltider helt uden kød. Det er en mere end en fordobling siden 2017, hvor andelen var 12 procent.
Også blandt de ældre er der flere end tidligere, der ofte vælger kødet fra. Ifølge de nye tal, er det nu 16 procent af danskerne, der nu lever fleksitarisk og spiser vegetarisk de fleste af ugens måltider.
Det er en fordobling siden 2017, hvor det var 8 procent – og en firedobling siden 2010, hvor det var 4 procent.
I undersøgelsen svarer mere end halvdelen af danskerne, og 70 procent af de unge, at de gerne vil spise mindre kød fremover.
»Det er fortsat især de unge, som driver udviklingen. Og det er stadig med klima og miljø som den mest udbredte motivation, men også sundhed og dyrevelfærd fylder meget«, fortæller Lars Aarup, analysechef i Coop.
Han kan berette om mange nye veganske og vegetariske produkter på hylderne. Også havremælk og plantedrikke fylder mere og mere på hylderne i Coop-butikkerne.
Klima, sundhed og dyrevelfærd motiverer
Rune-Christoffer Dragsdahl, som er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, er super glad for de nye tal, som viser, at det virkelig rykker nu.
»Det er en flot udvikling, som vi er meget glade for, siger han.
Ligesom Coops analysechef hæfter han sig ved, at udviklingen i høj grad er båret frem af de unge.
»Det er især klima og miljø, som motiverer de unge til at spise mindre kød. Men også sundhed og dyrevelfærd er med til at få flere til at vælge plantebaseret mad«, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Ifølge ham vokser gruppen af fleksitarer og vegetarer i den unge generation under 34 år med fire procentpoint årligt.
38 procent: Skær ned på kødet
38 % af danskerne mener ifølge undersøgelsen, at det danske samfunds samlede kødforbrug bør sænkes; 36 % er uenige. Blandt de unge støtter 50 %, at kødforbruget generelt bør reduceres, mens 30 % er uenige.
Der er desuden opbakning både blandt danskerne generelt og især blandt de unge til andre konkrete tiltag, som kan fremme grønnere kost:
38 % af danskerne mener således, at man i folkeskolen bør fokusere på at lære at lave grøn mad fremfor mad med kød, 27 % er uenige. Blandt de unge støtter 48 % forslaget.
33 % af danskerne mener kostrådene tydeligere bør anbefale, at vi bør spise mindre kød; 29 % er uenige. Blandt de unge støtter 45 % forslaget.
Undersøgelsen er en landsdækkende repræsentativ undersøgelse blandt 1.017 danskere. Den blev gennemført i juli 2020, men tallene offentliggøres først nu.
Den første undersøgelse blev lavet i 2010.