

Covid-19 spredte sig som en løbeild fra Norditalien. Her bor Italiens største minkavler, som ofte besøgte Kina. Vi er her ved den italienske epidemis vugge.
Giovanni Boccù er – eller var – Italiens største minkavler. Hans 30.000 mink blev beordret aflivet i november for at undgå spredning af corona-smitte. Dyrene skulle brændes, fordi covid-19 spreder sig hurtigt blandt mink, muterer og smitter mennesker.
Historien ligner den danske med altomfattende aflivning, bortset fra at italiensk minkavl med under 10 minkfarme er langt mindre end den danske med over 1000 farme.
Opsigtsvækkende historie


Det skriver Nordtinget.dk, som er etableret som et selvstændigt netmedie af en tidligere Christiansborg-journalist på Nordjyske.
GreenUpdate.dk har talt med redaktør Esben Agerlin Olsen fra Nordtinget om hans opsigtsvækkende artikel, og ifølge ham ligner historien den danske version med altomfattende aflivning, men dog med den vigtige undtagelse, at italiensk minkavl med under 10 minkfarme er langt mindre end den danske med over 1.000 farme.
Mere opsigtsvækkende er det, hvor Giovanni Boccús minkfarm ligger. Det er i den lille norditalienske by Capralba. Den er ikke så kendt som en anden by i området, Codogno.
Det var i Codogno, at den første europæiske patient med covid-19 blev indlagt med hoste og feber 18. februar sidste år. Den 38-årige mand er kendt for sit fornavn, Mattia. Han overlevede.
Så godt gik det ikke tusinder af andre italienere og europæere, som sygdommen bredte sig til.
En teori er, at epidemien begyndte, før Mattia blev syg.
Tre af de syv første italienske corona-dødsfald fandt sted i og omkring 15 kilometer fra byen Crema, hvor der også ligger en minkfarm. Crema ligger 11 kilometer fra Capralba med Giovanni Boccús store farm og 10 kilometer fra Romanengo, hvor der også ligger en minkfarm.
Link til minkfarme
Med andre ord er der et vist sammenfald mellem de første corona-dødsfald og placeringen af minkfarme, har det franske netmagasin Reporterre konstateret i en omfattende artikel, som har vakt opsigt på Statens Serum Institut.
Det vil være en stor nyhed at finde tegn på, at smitten er bragt fra Kina til Europa med mink eller folk i branchen. Kina er det store minkmarked.
»Vi er her ved den italienske epidemis vugge,« skriver det franske magasin.
Halvdelen af de under 10 italienske minkfarme ligger denne norditalienske region, Lombardiet. Giovanni Boccú producerede avlsdyr og eksporterede hovedparten af sin produktion, skriver Reporterre. Han var jævnligt i Kina, ifølge magasinet.
Flagermus på et marked i den kinesiske by Wuhan er de hovedmistænkte for at smitte mennesker med covid-19.