Corona-ramt Martin Merrild må melde afbud til delegeretmøde

Den tidligere formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, hans to medarbejdere og 13.000 mink på gården ved Struer blev for tre uger siden smittet af corona-virus. Pressefoto

Afgående formand for Landbrug & Fødevarer får ikke lejlighed til at aflægge sin sidste beretning.

COVID-19 – Landbrug & Fødevarers formand gennem otte år, minkavler Martin Merrild, er blevet testet positiv for COVID-19. Det samme er to medarbejdere på hans gård, ligesom hans minkbesætninger er konstateret smittet.

På den baggrund har han valgt at melde afbud til årets delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer, oplyser han gennem organisationens presseafdeling.

Martin Merrild oplyser, at han er uden symptomer.

– Jeg ville selvfølgelig gerne have haft mulighed for at aflægge min sidste beretning som formand for Landbrug & Fødevarer. Delegeretmødet er en fantastisk begivenhed, som jeg altid har nydt i fulde drag. Det er medlemsdemokrati, når det er bedst med masser af gode og bramfrie debatter, som jeg sætter stor pris på. Desværre er jeg ligesom mange andre ramt af Covid-19 og derfor er jeg gået i isolation for at kunne overholde alle retningslinjer. 

I forvejen er delegeretmødet på grund af corona-situationen omdannet til et digitalt setup, som afvikles fra Herning Kongrescenter og streames til de delegerede rundt om i landet. Afbuddet betyder, at det bliver viceformand, Thor Gunnar Kofoed, der kommer til at afholde årets beretning.

Status over hele hans formandstid

– Det er rigtig trist, at det ikke bliver Martin selv, der holder beretningen, nu hvor han går af som formand. Det skulle ikke blot have været en status over året, men over hele hans formandstid, siger Thor Gunnar Kofoed, der er viceformand i Landbrug & Fødevarer.

– Jeg har den største forståelse for den situation, som Martin befinder sig i. Alle kan forstå, at Martin lige nu har meget at tænke på. Jeg ser frem til, at vi på et senere tidspunkt kan takke Martin, for alt det han har gjort for danske landmænd og for organisationen, siger

Martin Merrild har insisteret på, at delegeretmødet afvikles som planlagt blot uden hans egen tilstedeværelse.

– Det har kendetegnet Martins tilgang til arbejdet i Landbrug & Fødevarer, at sagen og erhvervet altid er kommet i første række. Det ser vi også nu. Det må være en utrolig svær måde at forlade formandsposten på, og jeg er ærgerlig over, at han ikke får den fejring, han retteligt har fortjent, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Anne Lawaetz Arhnung.

Hun sender sammen med alle de andre i Landbrug & Fødevarer de varmeste tanker til den smittede formand med ønsket om god bedring til ham og hans medarbejdere.

– Vi vil gøre vores bedste for at afvikle et godt digitalt delegeretmøde, lover hun.