Coops kunder har reddet to millioner måltider på fem år

Signe D. Frese er CSR-direktør i Coop.

Nu går madspild-indsatsen ind i ny fase: Kunder får hjælp af kunstig intelligens til at reducere madspild og spare penge.

***

Siden 2017 har kunderne i Coops butikker i Kvickly-SuperBrugsen og Irma kunnet købe og hente de såkaldte lykkeposer med dagens overskudsmad via Too Good To Go-appen.

Det er blevet til i alt to million måltider. Dermed er Coop den virksomhed, hvis kunder har reddet flest måltider via Too Good To Go.

»Danskerne er blevet meget mere bevidste omkring madspild, siden vi begyndte at arbejde mere systematisk med det for ca. 10 år siden, og interessen for at købe mad, der er ved at løbe på datoen, er kun vokset. Med den nuværende inflationsudvikling forventer vi, at interessen vokser yderligere», siger CSR-direktør i Coop, Signe D. Frese.

29. september er det international madspildsdag. I den anledning sætter Kvickly-SuperBrugsen og Dagli´Brugsen fokus på madspild resten af måneden med kampagnen »Ud med madspild. Ind med madansvar«.

Madens Hospice
Selv om der stadig er for stort madspild i butikkerne, er langt den største andel af fødevarer, som smides ud, hjemme hos forbrugerne selv.

»Vores hjemlige køleskabe fungerer i alt for høj grad som et hospice for fødevarer. Der er et meget stort potentiale  for at spare penge og reducere spild, hvis vi bliver dygtigere til at bruge de varer, vi har derhjemme, inden de bliver for gamle«, siger Signe D. Frese.

Derfor lancerer Coop et smart værktøj ”Red resterne”, der skal hjælpe kunderne med at få tømt køleskabet for rester. Det kan ved hjælp af kunstig intelligens genere opskrifter med lige netop de ingredienser, som er tilovers derhjemme

Kunden vælger nemt de råvarer, som er i overskud, eller som nærmer sig udløbsdatoen, og får på den baggrund genereret lækre opskrifter, med de valgte ingredienser. Det er godt for både klimaet og madbudgettet