33.916 store og små landbrug har i år søgt arealstøtte. Landbrugsstyrelsen har de første to uger af december udbetalt næsten 4,5 milliarder kroner.
***
Landmændene får i disse uger lidt ekstra at købe julegaver for: Siden 1. december har Landbrugsstyrelsen udbetalt næsten 4,5 milliarder kroner i landbrugsstøtte, og dermed har 91 procent af de støtteberettigede jordbrugere fået støtten ind på deres Nemkonto, oplyser Landbrugsstyrelsen.
»Jeg er rigtig tilfreds med, at langt størstedelen af landbrugerne allerede har modtaget deres landbrugsstøtte. 2023 har været et år med forandringer, og vi har skullet implementere en helt ny landbrugsreform med nye ordninger og ændrede krav, og derfor er det rigtig positivt, at vi er kommet i mål med vores målsætning om, at mindst 90 procent af landbrugerne skal havde udbetalt landbrugsstøtten senest 15. december«, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Lars Gregersen.
I år har i alt 33.916 store og små landbrug søgt om støtte til et samlet areal på 2,552 millioner hektar, svarende til knap 60 procent af Danmarks samlede areal. Hektar-støtten udgør kun en del af de samlede tilskud, der hvert år kanaliseres ud til landbrug og følgeindustri.
Begrænset interesse for bio-ordninger
Som noget nyt har landbrugerne i 2023 haft mulighed for at søge fem bio-ordninger, der ifølge Landbrugsstyrelsen alle bidrager til den grønne omstilling af landbruget. I alt var der afsat 796,8 millioner kroner til ordningerne i EU’s nye fælles landbrugspolitik ved navn Common Agricultural Policy (CAP).
Samlet blev der i årets ansøgningsrunde søgt om bio-ordninger til et areal på cirka 420.000 hektar, hvilket er næsten 200.000 færre hektar end det vurderede potentiale i den danske CAP-plan.
»Vi ser et stort potentiale i bio-ordningerne, da de giver landbrugerne mulighed for blandt andet at bidrage til at passe på den danske natur og biodiversitet. Selvom antallet af ansøgte hektar ikke er helt i mål i forhold til, hvad vi kunne ønske os, så er det dog rigtig positivt at konstatere, at mere end 70 procent af landbrugerne har valgt at søge en eller flere af dem i år, fortæller Lars Gregersen, som håber, der vil blive søgt tilskud til større areal næste år.