20.000 små landbrug slipper måske for kæmpe skattesmæk

Små landbrug med natur, gårdbutikker og regenerativt landbrug kan skabe mere liv på landet. Pressefoto: Økologisk Landsforening

Mange tusinde mennesker på landet, der har frygtet for de barske konsekvenser af de nye ejendomsvurderinger for landejendomme, kan nu tilsyneladende ånde lettet op.

Det fortæller Landdistrikternes Fællesråd, som er tilfredse med, at politikerne har lyttet til kritikken, som er taget voldsomt til i de seneste uger. Blandt andet har en facebookgruppe på kort tid samlet næsten 15.000 medlemmer i protest mod de nye ejendomsvurderinger.

I sidste øjeblik har en samlet forligskreds bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti nemlig besluttet at ændre i de ellers planlagte omkategoriseringer af landejendomme, som ville ramme 20.000 små landbrug særdeles hårdt og bane vej for, at landbrugsjorden blev samlet på endnu færre og større industri-landbrug.

Ifølge Økologisk Landsforening ville en ejendomsskat på nu 3.000 kroner om året for en mindre landbrugsejendom efter de nye regler kunne stige til det tidobbelte – 30.000 kroner om året, hvis ejendommen som følge af de nye regler skiftede status fra landbrugsejendom til ejerbolig, og det ville betyde en skævvridning og favorisere de store landbrug på bekostning af de små.

Små landbrug har potentiale

Derfor har foreningen Frie Bønder – Levende Land protesteret kraftigt mod det varslede skattesmæk for de selvstændige små og mindre landbrug.

»Hvis de små brug forsvinder, bliver landdistrikterne endnu mere affolkede og Danmark endnu skævere«, lyder det fra Frie Bønder i en henvendelse til Folketingets medlemmer.

Frie Bønder mener, at de små brug udgør det mest oplagte potentiale for udvikling af landdistrikterne og livet på landet.

»Mange af de små landbrug drives i dag af idealistiske unge, der udvikler regenerative og andre nye, lovende driftsformer, inddragelse af kunder og lokalsamfund i gårdenes liv, mv. Hvis dette går tabt, udslettes vækstlaget for vigtige dele af fremtidens landbrug«, hedder det i henvendelsen.

Også Landdistrikternes Fællesråd og 37 borgmestre har forsøgt at få skatteministeren og Folketingets skatteudvalg til at ændre kurs. De har i et brev sendt i weekenden advaret mod de vidtrækkende konsekvenser af omkategoriseringerne og har forslået at der oprettes en ny kategori for naturejendomme.

Det forslag har er politikerne blevet enige om at indarbejde i med en ny kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for de landbrugsejendomme, der har betydeligt naturindhold, eller som ønsker at omlægge jord til natur. Samtidig vil politikerne lave en mere bred og fleksibel overgangsordning.

Som udgangspunkt er det kun, hvis man sælger jord fra og dermed kommer under to hektar, man kan ryge ud af overgangsordningen, fremgår det af den reviderede aftale.

Flest mulige skal med i ny kategori

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, er glad for at se, at forslaget om en ny kategori for naturejendomme nu ser ud til at blive en realitet

»Jeg er selvsagt tilfreds med, at forligskredsen har besluttet at bane vejen for en ny naturejendoms-kategori, som vi har foreslået sammen med 37 af landets borgmestre«, siger han. 

»Det er dog vigtigt, at ordningen bliver skruet sammen på en måde, så flest mulig af de ejendomme, der i dag kategoriseres som landbrug, får lov til at komme over i den nye kategori for naturejendomme, og at grundskylden får samme niveau som ved landbrugsejendomme«, understreger han.