125 minkbesætninger fri for covid-19

Tre minkfarme blev ramt af covid-19 virus, og alle dyrene er nu aflivet. Derfor iværksatte fødevareminister Mogens Jensen er screening af 125 minkfarme i hele landet. Foto: Colourbox

Fødevarestyrelsen har afsluttet en landsdækkende stikprøve-screening af minkbesætninger for COVID-19 uden at finde virus.

Der er ikke fundet COVID-19 i de 125 minkbesætninger, som Fødevarestyrelsen i løbet af de seneste to uger har testet for sygdommen. Det er resultatet af en national screening, hvor Fødevarestyrelsen har udtaget stikprøver fra 10 procent af de danske minkfarme. 

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet. Resultatet glæder fødevareminister Mogens Jensen. 

– Det er en rigtig god nyhed. Regeringen har taget fundet af COVID-19 i minkfarmene meget alvorligt, og nu da vi ved, at sygdommen ikke er udbredt i de danske minkfarme, kan vi koncentrere os om at forebygge smitte i besætningerne og lægge planer for, hvad vi skal gøre, hvis flere besætninger bliver smittet, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

Regeringen, sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen vil hurtigst muligt udarbejde en strategi for, hvordan eventuelle smittetilfælde skal håndteres fremover. Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvornår strategien bliver præsenteret. 

– Mink har vist sig modtagelige for sygdommen. Derfor kommer vi til at stille nogle krav til ejerne for at undgå, at vi får flere smittetilfælde. På nuværende tidspunkt opfordrer vi derfor minkejere til at udvise ekstra forsigtighed, så de ikke uforvarende kommer til at sprede COVID-19, siger Mogens Jensen. 

Smittede besætninger aflivet

Screening af de 125 minkfarme blev iværksat efter fund af COVID-19 i mink. 

I alt er er der fundet smitte i tre besætninger. Disse besætninger har ikke været en del af screeningen. De tre besætninger ligger alle i Nordjylland, og det tyder på, at der er tale om et lokalt udbrud. 

Test af virus fra de to første smittede besætninger viser, at mennesker og dyr er smittet med den samme virusstamme. Denne test fra den tredje smittede besætning er endnu ikke klar.  Alle tre besætninger er aflivet.