

Et mindre hobbyfjerkræhold ved Gørlev i Vestsjælland er ramt af fugleinfluenza. Det er det 10. udbrud i Danmark siden november.
FUGLEINFLUENZA – Endnu en hobbybesætning med fjerkræ er smittet med fugleinfluenza H5N8, viser prøver fra Statens Serum Institut. Fjerkræholdet ligger i Hallenslev ved Gørlev i Vestsjælland. Besætningen består af omkring 20 høns og ænder. Fødevarestyrelsen meddelte i går, at dyrene blev aflivet for at forhindre yderligere smitte til fugle i området.
Fredagens udbrud er det tiende i danske besætninger siden november. Derudover finder myndighederne stadig mange døde, vilde fugle med fugleinfluenza.
Fugleinfluenza smitter sjældent mennesker, men er dødelig for fugle. Fødevarestyrelsen opfordrer derfor fortsat både erhvervsbesætninger og hobbyavlere til at vise stor forsigtighed i omgangen med deres fugle, så fugleinfluenza ikke spreder sig.