

Støtten til svineproduktionen og den tilhørende foderproduktion er mere end 20 gange så stor som naturpakken i den samme periode. Svineproduktionen er på kollisionskurs med vores natur og vilde fauna.
Regeringenes naturpakke er som en spand vand kastet på en skovbrand. Naturudspillet lever ikke tilnærmelsesvist op til EUs eller FNs målsætninger, og koret af entusiatiske politikere, som roser udspillet, udstiller hvor uambitiøs den danske miljøpolitik er blevet.
Sådan lyder det fra Veganerpartiet, som mener, at miljøpolitik i Danmark er blevet en øvelse i at dreje på de få knapper, som er tilbage, når vi er færdige med at lave svinekød på vores landareal og trawle i vores havmiljø.
»Aftalepartierne jubler over en pakke, der vil fastholde Danmark som naturbundskraber i EU. Vi maler haveskuret mens huset, garagen og tilbygningen brænder. Sikke et pænt haveskur, ja, men hvad med det brændende hus? Hvis vi ikke begrænser svineproduktionen og bundtrawl kraftigt, så er der ingen fremtidssikring af vores natur- og havmiljø i udsigt«, siger Henrik Vindfeldt, som er leder af Veganerpartiet.
Kødproduktion og bundtrawl
Han mener, de 888 millioner over fire år til at forbedre biodiversiteten er »et yndigt forsøg på at tilgodese den danske natur uden at adressere naturens udfordringer: Verdens største kødproduktion pr. indbygger og alt for meget bundtrawl«.
Resultatet af pakken er, at den danske foder- og svineproduktion stadig vil få mere end 20 gange så meget i støtte og have langt mere plads end den danske natur. Det danske areal forbliver et redskab til at opfede grise, og intet i naturpakken ændrer på den kurs, mener partiet.
Veganerpartiet forstår ikke, at svineproduktionen i en sådan grad prioriteres over danskernes mulighed for at få en mangfoldig natur.