Forside Klima Unge i Tyskland jubler over dom om klimabeskyttelse

Unge i Tyskland jubler over dom om klimabeskyttelse

Den tyske klimadom var på forsiden af Flensborg Avis fredag. Grafik: GreenUpdate

En afgørelse ved den tyske forbundsforfatningsdomstol torsdag betyder, at Tysklands regering inden udgangen af 2022 skal have en ny klimalov på plads. »Dommen er en kæmpesejr for os unge mennesker, som allerede i dag er ramt af klimakrisen«, jubler en af de unge.

Landmandsfamilien Backsen på vadehavsøen Pelvorm glæder sig sammen med tusindvis af andre klimabekymrede nordfrisere. Familien havde sammen med en række andre indgivet en klage til Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe.

Torsdag faldt dommen: Som den tyske klimabeskyttelseslov er formuleret i dag, beskytter den ikke alle tyske borgeres friheds- og grundlovssikrede rettigheder. Derfor skal regeringen inden udgangen af 2022 have en ny lov på plads.

Det skriver Flensborg Avis fredag.

En kæmpesejr for os unge

»Dommen er en kæmpesejr for os unge mennesker, som allerede i dag er ramt af klimakrisen. Vi har krav på en effektiv klimabeskyttelse, og det er nu og ikke først om ti år, siger familiens unge datter, Sophie Backsen til Germanwatch, der sammen med blandt andre Greenpeace og Fridays for Future har støtte klagesagen«.

Sybilla Nitch, som er medlem af det nordfrisiske amtsråd for det dansk-frisiske parti SSW, sammenfatter spontant dommen i et ord: »Fedt«.

»Det er en kæmpesejr for klimakampen. Det vil rykke enormt på arbejdet med at dæmme op for de klimaforandringer, familien på Pelvorm ganske rigtigt føler sig truet af. Hidtil har initiativerne fra centralt hold været slappe. Nu kan vi forvente handling. Min største respekt for familien Backsen«, siger Sybilla Nitsch til Flensborg Avis.

Advokat: Har sat en højere standard

Det er Roda Verheyen fra Hamborg, der har ført sagen for blandt andet en række yngre borgere fra ind- og udland. Heriblandt unge, der er aktive i Fridays for Future.

»Forbundsforfatningsdomstolen har i dag sat en betragtelig højere standard for klimabeskyttelse som en menneskeret. Den har anerkendt den ekstreme krise for klimabeskyttelsen og som følge heraf fastslået de grundlovssikrede rettigheder i et generationsperspektiv«, siger advokat Roda Verheyen til Flensborg Avis.

Familien Backsen er konkret bange for at miste både deres hjem og deres levebrød. Allerede i dag slås familien med for meget regn og lange tørkeperioder. Det betyder mindre høstudbytte og mindre indtægt for familien.

FNs Klimapanel forudser markante vandstigninger i de kommende årtier. Heftigere og mere talrige storme og nedbør og mere varme er andre konsekvenser af de globale klimaændringer.

Exit mobile version