Forside Øvrige sektioner Mad og drikke Unge er danmarksmestre i madspild

Unge er danmarksmestre i madspild

Unge fra 18 til 34 år har en kedelige rekord i madspild. Det kniber med de basale køkkenfærdigheder, når de flytter hjemmefra. Pressefoto

Unge, der lige er flyttet hjemmefra, mangler ofte basale færdigheder i et køkken. Nyt initiativ skal sørge for, at de unge får en god start med nyindkøbte gryder og bidrage til at mindske madspild gennem velovervejede indkøb. Unge fra 18 til 34 år har en kedelig rekord i madspild, viser undersøgelse.

MADSPILD – Unge, som for nylig er flyttet hjemmefra, vil fremover kunne finde vejledning til mere bæredygtige indkøb og hverdagens madlavning ved at melde sig til et nyt landsdækkende kursusforløb »Mindre madspild blandt unge«, der har et særligt fokus på madspild.

»Fra vores egne undersøgelser ved vi, at de unge halter længere og længere bagud i forhold til basale køkkenfærdigheder. Der opstår dog et unikt mulighedsrum, når de unge pludselig skal stå på egne ben og etablere nye vaner i forhold til deres forbrugs- og madvaner, og den overgang ser vi et stort potentiale i at understøtte«, fortæller Judith Kyst, direktør i Madkulturen.  

Selvom mange unge bekymrer sig om klimaet, falder de unge ofte noget kedeligt ud i forhold til statistikker om praksisser i køkkenet. En undersøgelse, udarbejdet for Fødevarestyrelsen i 2018, viste, at de største madspildssyndere er at finde blandt unge i aldersgruppen 18-34-år.

Madspild er et globalt problem

Det er Salling Fondene, som har bidraget med 2,2 mio. kr. til projektet, der løber frem til slutningen af 2021.

»Madspild er en udfordring både globalt og nationalt, som vi alle må bidrage til at løse«, siger Per Bank, CEO for Salling Group, som har støttet projektet med 2,2 mio. kr.

Mindre madspild blandt unge er udviklet af organisationen Madkulturen og Forbrugerrådet Tænk og udspringer af et samarbejde i One/Third – en tænketank, der har til formål at samle offentlige og private partnere til at gå sammen om at finde løsninger til at reducere madspild i Danmark.

»Formålet med indsatsen er ikke kun at få de unge i sving med gryderne, men også at styrke de unges muligheder for at træffe bæredygtige valg, når de handler. Madspildet begynder jo allerede, når vi vælger, hvad vi lægger i indkøbskurven«, fortæller Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Kurser skal varetages af unge

Madspildskurserne henvender sig ikke blot til unge, men skal også varetages af lokale unge, der uddannes af projektpartnerne i den indledende fase. Derudover indgår der også en »flytte-hjemmefra-kasse« i forløbene.

Startskuddet til indsatsen lyder mandag 24. august, hvor en madspilds-maddyst for unge løber af stablen i Odense, med et dommerpanel bestående af fødevareminister Mogens Jensen, CEO for Salling Group Per Bank, formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip samt direktør i Madkulturen Judith Kyst.    

Maddysten finder sted ved Føtex, Vesterbro 39-51, 5000 Odense C mellem kl. 14.30 og 15.30, hvor fire hold (bestående af unge, der netop er flyttet hjemmefra) dyster i at lave den bedste »Frokost på farten« med blik på brug af rester/datovarer og reduktion af madspild.

Exit mobile version