Forside Debat Svinefabrikker spænder ben for landbrugets grønne omstilling

Svinefabrikker spænder ben for landbrugets grønne omstilling

Kragerup Gods ved Slagelse dyrker som nogle af de første herhjemme økologiske kikærter, som er en af de bælgplanter, som indgår i det plantebaserede køkken. Foto: Kragerup Gods

En halvering af Danmarks ekstremt store husdyrindustri vil betyde et kæmpe skridt for landbrugets grønne omstilling. Dermed frigøres arealer i størrelsesordenen én mio. hektar, der kan fremtidssikre produktionen af planteproteiner.

KOMMENTAR
Af Kjeld Hansen, gårdejer og forfatter

Dansk landbrug er en elendig forretning. Selvom vi har nogle af verdens mest effektive agroproducenter, og de har 62 pct. af landet som produktionsareal, så henter de kun småpenge hjem fra eksportmarkederne. Den kendsgerning er vigtig at holde sig for øje, når politikerne skal forhandle klimaplan med landbrugets lobbyister.

Økonomien taler for at ophøre med en 120 år gammel tradition for at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser. Tankevækkende er det både nationaløkonomisk og landbrugsfagligt at se på, hvor meget mere der kunne tjenes på en eksport med fokus på frugt og grønt, frø og blomster samt specialiserede afgrøder som f.eks. plantebaserede proteiner.

For to årtier siden søsatte hollandsk landbrug en teknologisk revolution under kampråbet »dobbelt så mange fødevarer med halvt så mange resurser.« I dag er træskolandet verdens næststørste eksportør af landbrugsvarer, kun overgået af USA.

Lad os sammenligne landbrugssektoren i Holland og Danmark. Landene har stort set samme areal, men hvor vi dyrker 62 pct., dyrker hollænderne kun 48 pct. Alligevel scorer det hollandske samfund hele 693 mia. kr. på eksporten af landbrugsvarer (2019), og det er endda efter at have mættet deres egen befolkning på 17 mio. mennesker. De danske agroproducenter haler kun 119 mia. kr. hjem årligt, og det er endda kun, fordi fiskeriets fangster medregnes. Tallene er opgjort af EU-kommissionens statistiske kontor.

Masseproduktion af billig flæsk

Så hvem tilhører fremtiden, må det være relevant at spørge.

Umiddelbart er forskellen på dem og os, at hollænderne producerer langt flere højværdiprodukter end dansk landbrug, der stædigt satser på masseproduktion af billige bulkvarer som f.eks. svinekød og mælk, men der gemmer sig mere i forklaringen. Hollænderne er også langt bedre til at udnytte ny teknologi, gødningsstoffer, pesticider, antibiotika og vandresurser.

Danske landmænd praler ofte med at være verdens dygtigste. Det gælder måske nok, når det handler om at trække smågrise ud af en so, men ikke når det kommer til den økonomiske bundlinje. Forklaringen er den, at i modsætning til de fleste andre lande vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd, er Danmark blevet stående på det samme udviklingstrin i de seneste 50 år i den landbrugspolitiske evolution.

Vi fastholder stædigt masseproduktionen af billigt flæsk, mælk og smør i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land som Danmark burde være i stand til. Den blindgyde er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der er endt i. Men det er vi. Det koster dyrt, både for klimaet, naturen, landbefolkningen og samfundets pengekasse.

Mastodonten stives af med nye milliontilskud

Skibsværtsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af en gammeldags fødevareindustri.

Den producerer mad nok til fire gange flere mennesker, end der lever i Danmark, men prisen er svimlende høj, mens indtjeningen er lav. Tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd, etc. Mastodonten står og vakler på sine lerfødder og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud.

Til trods for at vi kan importere stort set alle fødevarer til billigere priser end vore egne, så fortsætter vi med at højglanspolere myten om Danmark som et landbrugsland. Og vi går til yderligheder, som når Tulip i Randers sender sine svin til Tyskland for at få dem opskåret af østarbejdere på sulteløn, for derefter at reimportere de samme svin, men nu forklædt som Tulip Danish Bacon.

Bør satse på regulær udvikling i landdistrikterne

Lad os slå fast, at erhvervsudvikling på landet ikke er i modstrid med fremtidens grønne omstilling. Den burde landbruget være klar til. Men skal landdistrikterne tage teten på grønne dagsordener, så kræver det politisk vilje. I stedet for nye tilskudsordninger til flere svinefabrikker og kvægstalde, så bør politikerne satse på regulær udvikling.

En halvering af den ekstremt store husdyrindustri vil frigøre arealer i størrelsesordenen 1 mio. hektar til fremtidssikre produktioner af proteiner. Os, der bor herude, vil gerne se ambitiøse investeringer på det grønne område.

Landdistrikterne kan blive dem, der leverer de grønne løsninger, der efterspørges så højlydt. Og hvis vi er modige og dygtige, så kan de grønne løsninger blive kimen til et væksteventyr for hele Danmark. Men det kræver, at vi lægger fortiden bag os. Mere flæsk og flere mælkeprodukter er ikke fremtiden, hverken for eksportindtjeningen eller for dansk landbrug.

Exit mobile version