Sprøjtede jordbær og kartofler fra Samsø

Mange avlere sprøjter deres jordbær, og i 2020 fandt man ved stikprøvekontrol giftrester i hele 94 pct. af de danske ikke-økologiske jordbær. Grafik Forbrugerrådet Tænk / GreenUpdate.dk

Er Samsø en grøn ø? Efter nogle få feriedage på øen er Holger Øster Mortensen kommet i tvivl. Han har taget billeder af både jordbær- og kartoffelmarker, som bliver sprøjtet med pesticider.

Af Holger Øster Mortensen

Efter nogle få feriedage på Samsø er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt Samsø nu også er den lille grønne ø, som mange forestiller sig.

I hvert fald har jeg på kort tid kunnet tage adskillige billeder af marker på den lille grønne ø, hvor afgrøder til menneskeføde bliver sprøjtet med forskellige pesticider.

Fx en jordbærmark, som bliver sprøjtet med et eller andet giftigt, og en kartoffelmark som også får en tur med sprøjten. Den slags fødevarer er uegnede som menneskeføde, mener jeg.

Giftrester i 94 procent

Samsø bryster sig ofte af at kunne levere højkvalitetsvarer til konsum, men hvor sunde er disse sprøjtede jordbær og kartofler egentlig? Der findes sprøjterester i 94 procent af alle danske ikke-økologiske jordbær, viser Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol fra 2020. For kartofler er tallet noget lavere. Hvordan ser tallene ud for kål, rødbeder, løg etc.?

Køb ikke disse sprøjtede fødevarer. Køb kun økologisk eller biodynamisk produceret mad, så du ikke får giftresterne med i købet.

Kan ikke skaffe jordbærplukkere

Det forlyder også på Samsø, at mange jordbær i år går til spilde, da der ikke kan skaffes jordbærplukkere nok. Og i hvert fald kan man pt. udføre selvpluk af jordbær. Det tager under 10 minutter at plukke et kilo.

For mig at se kan der være to mulige årsager til de mange spildte tons: Enten at der er for mange bær på markedet, eller at aflønningen for jordbærplukning er skandaløs lav, så kun få gider påtage sig det slidsomme arbejde. Personligt hælder jeg mest til den sidste forklaring.

En jordbærmark på Samsø sprøjtes 6. juli 2021. Foto: Holger Øster Mortensen