Forside Klima Regeringens klimaudspil freder den klimatunge kødindustri

Regeringens klimaudspil freder den klimatunge kødindustri

Regeringen freder Danmarks klimabelastende produktion af kød og mejeriprodukter i udspillet til ny klimaplan for landbruget. Foto: Claus Sjödin / www.claussjodin.com

Kritikken hagler ned over regeringens udspil til en ny klimaplan for landbruget. »Regeringen totalfreder storproduktionen af kød og svigter sit klimaansvar med gigantisk knæfald for landbrugslobbyen«, lyder det fra Greenpeace.

LANDBRUG – Kritikken hagler ned over regeringens oplæg til en ny klimaplan for landbruget, som blev præsenteret i dag, og kritikerne kalder planen for en »misforståelse« og »et knæfald for landbrugslobbyen«.

»Regeringen totalfreder storproduktionen af kød og svigter sit klimaansvar med gigantisk knæfald for landbrugslobbyen«, lyder det fra Greenpeace.

»Dagens udspil viser en skræmmende mangel på vilje til at gøre det nødvendige for at nå 70-procentsmålet og mangel på mod til at sætte en visionær kurs, der kan passe på klimaet og fremtidssikre dansk landbrug«, siger Tarjei Haaland, klima- og energipolitisk rådgiver i Greenpeace.

»Det er pinligt at se regeringens totale knæfald for landbrugsorganisationernes massive lobbyisme. Regeringen svigter sit klimaansvar og sit historisk grønne mandat ved at totalfrede den animalske produktion til trods for, at den i dag står for en drivhusgasudledning på 15 mio. tons – det vil sige mere end det dobbelte af den reduktion, regeringen i dag disker op med i sit udspil«, siger han.

Høje ambitioner for landbruget

Regeringen siger selv, at den har »høje, grønne ambitioner for landbruget, og at tiltagene i dagens udspil »skal bidrage til, at Danmark går forrest i den grønne omstilling på landbrugsområdet. Både nu og i fremtiden. Med regeringens forhandlingsoplæg vises vejen til, hvordan landbruget i 2030 kan nå en reduktion på 7,1 mio. tons CO2.«

Regeringen vil udtage klimabelastende landbrugsjorder og investere massivt i nye »afgørende teknologier som pyrolyse, fodertilsætningsstoffer og bioraffinering af græs«. Desuden skal der mere fokus på plantebaseret produktion og økologi. 

»For få år siden var pyrolyse og bioraffinering uvirkelige løsninger på landbrugets grønne omstilling. Nu er løsningerne tættere på end nogensinde. Med vores forhandlingsoplæg viser vi vejen til, hvordan Danmark kan gå forrest. Sådan en plan kalder på bred opbakning og et nationalt kompromis. Der er meget på spil. For erhvervet, for lokalsamfundene og for klimaet. Det skal vi have for øje i de kommende forhandlinger«, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Freder landbruget

Landbrugsminister Rasmus Prehn præsenterede regeringens udspil for klimaindsatsen i landbruget som første skridt til et nyt vindmølle-eventyr. Men realiteten er helt anden, mener Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

»Det er nærmere støtte til kulindustrien. Handlingsplanen holder hånden under det eksisterende landbrug og sætter sin lid til usikre fremtidige teknologier i stedet for straks at sætte gang i den nødvendige omlægning af landbruget til plantebaserede fødevarer og skabe et solidt fundament for fremtiden«, siger Britta Riis.

»Klimakrisen er virkelig og alvorlig. Læg oveni natur- og biodiversitetskrisen og den mangeårige, glemte krise med millioner af forpinte dyr i de danske stalde. I det lys tager regeringen desværre fat med fløjlshandsker, hvor der er brug for solide arbejdshandsker«, mener Dyrenes Beskyttelse.

»Vi skal ikke afvikle dansk landbrug, men det skal bygges om. Vi har enorme dyreindustrier, og er det land i verden, der har flest dyr og producerer mest kød per indbygger. Det er kendt viden, at det er enormt klimabelastende, hvorimod et landbrug baseret på plantemad til mennesker og et langt mindre animalsk landbrug med dyr, der har det godt, vil være bæredygtigt, både når det gælder klima, natur, biodiversitet og dyrevelfærd«, siger Britta Riis.

Svinebaroner udstikker kursen

»Regeringen lader stadig landets svinebaroner udstikke linjen for dansk landbrug uden at bekymre sig særligt om dyrevelfærd«, lyder kritikken fra World Animal Protection.

»Landbrugsministeren forspilder en oplagt mulighed for at samtænke dyrevelfærd med klimamålet om 70 procents reduktion af C02. Faktisk er dyrevelfærd ikke nævnt med ét eneste ord i regeringens udspil,« siger Esben Sloth, kampagnechef hos World Animal Protection Danmark.

»Det er alt for lidt og alt for langsomt, og udover svigtet i forhold til den million grise der lider bag tremmer, er det også en lang næse til de mange forbrugere, der i stigende grad vil have landbrugsvarer i deres kølediske, der både tager hensyn til klima, miljø og dyrevelfærd«.

Regeringen skubber endnu engang hensynet til de mange millioner landbrugsdyr til side, og underprioriterer samtidig klima og dansk natur i deres udspil til de næste mange års landbrugspolitik, men Esben Sloth.

»Landbruget kan ikke fortsætte som i dag, så når vi ikke i mål med grøn omstilling og klimaneutralitet til 2050«, lyder det fra Økologisk Lansforening.

»Det er godt at se, at regeringen anerkender, at økologi er vigtig for en bæredygtig fremtid. Men udspillet signalerer ikke vilje til reel grøn omstilling, hvor vi både leverer på klima, natur, vandmiljø, drikkevand og dyrevelfærd. Det indeholder en farlig teknologisk sovepude«, mener Økologisk Landsforening.

Greenpeace: Et 12-tal for den grønne indpakning

»Regeringen kan få et 12-tal for den grønne indpakning af sit udspil, men indholdet dumper med et brag på at være ude af takt med klimakrisen og milevidt fra det nødvendige for at indfri 70-procentsmålet«, siger Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace.

»Med en totalfredning af Danmarks storproduktion af kød leverer regeringen et uacceptabelt og utroværdigt bud på, hvordan Danmark skal løse de alvorlige problemer med landbrugets enorme udledninger af drivhusgasser og kvælstof«, siger hun.

Exit mobile version