Nye økologiske mejerier i Thise og Grindsted

To nye økologiske andelsmejerier holdt stiftende generalforsamling i den første uge af juni.

ØKOLOGI

Af Ulla Skovsbøl, journalist

Gårdmejeriet Naturmælk ved Haderslev er ikke længere det eneste økologiske andelsmejeri i Danmark.

I den første uge af juni holdt to nye andelsmejerier stiftende generalforsamling. Gruppen »Nordvestjyske Mælkeproducenter« stiftede Thise Andelsmejeri, og Grindsted Mejeri i Nordjylland overgik fra privateje til andelsselskab.

Grindsted Mejeri har allerede længe produceret økologisk ost, og Thise Mejeri regner med at starte sin produktion af konsummælk i august måned.

Fælles afsætning
De to nye andelsmejerier har søgt Det Økologiske Jordbrugsråd om støtte, men har foreløbig fået afslag. Rådet vil ikke tage endelig stilling til ansøgningerne, før der foreligger et overordnet samarbejde mellem de tre producentgrupper bag Naturmælk, Thise Mejeri og Grindsted Mejeri.

»Vi forstår godt, at Jordbrugsdirektoratet betinger sig, at de tre mejerier samarbejder«, siger Jens Handrup, som er medlem af bestyrelsen for Thise Mejeri.

»I øjeblikket arbejder vi på at få oprettet et fælles salgsorgan for nuværende og kommende økologiske mejerier. Vi er enige på det overordnede plan, men forhandler stadig om detaljerne.

Koordinerede regler
Thise og Grindsted mejerier har samordnet deres vedtægter. Begge mejerier vil kræve, at producenterne som minimum følger Statens regler og derudover lever op til kravene i én af de tre økologiske/biodynamiske avlerforeninger.

»Hvis vi ikke har Statens regler som grundlæggende krav, får vi ingen støtte«, siger Grindsted-producenternes talsmand, Johannes Moltesen.

»Men alle er enige om, at Statens regler ikke er fyldestgørende. Jordbrugsdirektoratet har svært ved at acceptere, at de statslige regler er utilstrækkelige, men det er dog tilladt at lave stramninger, hvis det er nødvendigt for afsætningen. Og det har vi så gjort«, siger Johannes Moltesen.