Ny virusvariant stammer formodentligt fra svin

En person, der bor på landet, er smittet med en ny virusvariant, der formentlig stammer fra svin. Foto: Colourbox

LANDBRUG – Statens Serum Institut har fundet en ny influenza virus-variant hos en person, der bor på landet. Vedkommende har ikke selv haft kontakt til svin. Der er formentlig tale om et enkeltstående tilfælde.

I januar blev der fundet et tilfælde af influenza hos en borger med en variant, der formentlig stammer fra svin, men ifølge Statens Serum Institut er der formentlig tale om et enkeltstående tilfælde.

Den pågældende person bor på landet og havde en underliggende sygdom.

Personen havde symptomer, der er typiske for influenza og covid-19. Og under indlæggelsen på hospitalet, blev vedkommende testet positiv for influenzavirus.

Ved nærmere undersøgelse af virus på det Nationale Influenza Center på SSI, blev det imidlertid konstateret, at virus var anderledes end de sædvanlige sæson-influenzavirus.

Analyserne viste, at denne virusvariant formodentligt stammer fra svin.

Har ikke selv haft kontakt til svin

»Borgeren har ikke selv haft kontakt med svin, og der er ikke påvist yderligere tilfælde i forbindelse med smitteopsporingen. På samme måde er der heller ikke tegn på smitte hos andre, inklusiv nære kontakter«, siger afsnitsleder Ramona Trebbien fra Statens Serum Institut.

Det har ikke været muligt at påvise kilden til smitten.

Ifølge SSI har man tidligere set sporadiske tilfælde i udlandet af smitte med influenzavirus mellem dyr og mennesker – såkaldt zoonotisk overførsel. Men der er ikke tidligere set sådan et tilfælde i Danmark.

»På nuværende tidspunkt har vi dog ikke fundet tegn på, at det pågældende virus skulle have en særlig evne til at springe fra svin til mennesker. Der er heller ingen data, der tyder på, at det kan smitte mellem mennesker«, siger Ramona Trebbien.

SSI vurderer at der har været tale om et enkeltstående tilfælde, der ikke giver anledning til bekymring for folkesundheden.