Forside Øvrige sektioner Landbrug Ny undersøgelse: Du kan blive syg, hvis du bor tæt på en...

Ny undersøgelse: Du kan blive syg, hvis du bor tæt på en stor svinefabrik

Stop svineriet. Aktivister fra Greenpeace demonstrerede i oktober 2019 mod en stor svinefabrik, der ligger mellem Ringsted og Holbæk. Foto: Greenpeace

Ny undersøgelse viser, at udledningen af giftige partikler og gasser fra de store husdyrbrug med tusindvis af svin og andre dyr samlet i store industri-stalde, kan medføre sundhedsproblemer, hvis man bor i nærheden.

LANDBRUG – Udledningen af partikler og gasser fra store husdyrbrug kan medføre sundhedsproblemer hos dem, der bor tæt på gårdene. Det viser en ny rapport fra DCE, Nationalt center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Rapporten er en systematisk gennemgang af alle peer reviewed studier om mulige sundhedsrisici, som befolkningen udsættes for på grund af de mere end 200 stoffer, kemiske forbindelser og mikroorganismer, der udledes fra de store husdyrbrug. Gennemgangen blev i april 2020 bestilt af miljøminister Lea Wermelin i kølvandet på Greenpeace-dokumentaren »Nabo til en svinefabrik«

Efter at have gennemgået alle relevante internationale studier, der gennem mere end et årti har undersøgt problemet, konkluderer Center for Miljø og Energi, at der er en sammenhæng mellem udledninger af stoffer fra staldene og sygdomme som luftvejsirritation.

LÆS OGSÅ:
Svinefabrikkerne skal under lup

Lea Wermelin klar til at sætte svinefabrikker under lup

Sammenhængen sandsynliggjort

»Det er nu sandsynliggjort men ikke endeligt dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem at bo tæt på dyrefabrikker og de symptomer, som naboerne oplever i hverdagen såsom astma, lungelidelser, diarre, hovedpine og udtørrede slimhinder«, siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace. Han er tidligere tv-journalist og har beskæftiget sig indgående med konsekvenserne af den gigantiske danske svineindustri.

Ifølge Kristian Sloth validerer rapporten de klager, som naboerne til især store svinebrug er kommet med i årevis. Landsforeningen mod Svinefabrikker, der har 11 lokalforeninger rundt om i landet, har massevis af medlemmer, der føler sig syge på grund af stofferne fra staldene.

På grund af forskellige anvendte metoder og modstridende resultater i studierne er der dog en del usikkerheder, og derfor opfordrer forskerne til, at der laves uafhængige danske undersøgelser.

Miljøministeren svigter

»Miljøministeren svigter de tusindvis af familier, der bor i nærheden af især svinefabrikker, hvis hun ikke straks iværksætter grundige undersøgelser af problemets omfang, mener Kristian Sloth.

»Mange er ældre mennesker eller børnefamilier, og vi kan ikke være bekendt at udsætte disse familier for risikoen for i værste fald at udvikle kroniske luftvejssygdomme, blot fordi de engang købte et hus på landet, der pludselig blev nabo til en af de stadig større svinefabrikker, der ligger overalt i vort land.«

»I disse måneder udvider rigtig mange kvæg- og svinefarme deres produktion, fordi regeringen i 2020 har givet i alt 500 millioner kroner i offentlig støtte til nye stalde. Det fører til flere og større stalde og endnu flere dyr – især svin – koncentreret på små områder, hvilket øger risikoen for alvorlige sygdomme hos især nære nabofamilier. Regeringen bør som konsekvens af den nye undersøgelse anlægge et forsigtighedsprincip og øjeblikkeligt stille alle udvidelser og nybyggerier af dyrefabrikker i bero, indtil sundhedsrisikoen er grundigt undersøgt«, siger Kristian Sloth.

Link til rapporten: Gennemgang af de eksisterende videnskabelige undersøgelser af helbredseff ekter af luftforurening hos naboer til store husdyrbrug


Greenpeace-dokumentar: Nabo til en svinefabrik

Exit mobile version