Minister varsler indgreb, der gør det ulovligt at holde katte i bur

Det er ikke ulovligt at holde katte i tidligere minkbure, men landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn varsler et lovindgreb, der skal sætte en stoppe for den alternative udnyttelse af minkbure. Foto: OASA

KATTE I BUR – Fødevareminister Rasmus Prehn er nu på vej med bekendtgørelse, der skal sikre, at katte ikke ender som produktionsdyr og bliver holdt permanent i fx gamle minkbure.

Endnu er der ingen regler, som forbyder landmænd eller private i at holde katte i gamle udslidte minkbure, men nu er landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn på vej med en bekendtgørelse, som skal forhindre, at opdræt af katte bliver en ny lukrativ nicheproduktion for tidligere minkavlere eller andre.

Det fremgår af Ekstra Bladet, som i dagens avis kan fortælle, at der nu er hjælp på vej til dyrevenner og katte, der bliver holdt indespærrede i små bure.

»Jeg vil kalde dyrevelfærdsordførerne til møde om sagen. Vi har allerede talt om, at vi skal lave en bekendtgørelse, der meget specifikt beskriver, hvad man må i forhold til katte og bure. Man må selvfølgelig gerne putte sin kat i et bur for at tage den med i toget til Jylland, så vi kan jo ikke forbyde bure generelt. Men vi vil sikre, at det bliver ulovligt at holde katte i bure permanent«, siger Rasmus Prehn til Ekstra Bladet.

Helt uhørt og totalt uacceptabelt

»Det er helt uhørt og totalt uacceptabelt, hvis katte bures permanent inde i små bure. Det vil vi simpelthen ikke finde os i. Finder det sted, så skal det stoppes«, lød det fra Rasmus Prehn, da han første gang hørte om en opsigtsvækkende sag fra Løvel ved Viborg.

Her har den 15 år gamle dyreværnsorganisation OASA ved hjælp af videooptagelser og billeder vist, at en tidligere minkavler efter alt at dømme har holdt katte i bur i gamle, udendørs minkbure i frostvejr.

LÆS OGSÅ: Katte i lukkede minkbure afsløret på gård nær Viborg

Døde ræve og døde katte

Efter et anonymt tip havde Fødevarestyrelsen få dage forinden fundet ulovlige mink og ræve i bur hos landmanden i Løvel i Viborg kommune. Myndighederne fandt flere end 230 mink og over 60 ræve, som ulovligt blev holdt i bure.

»Det var den konkrete anledning til, at vi besøgte farmen. Vi har erfaringer med genhusning af ræve og håbede at komme til at tale med ejeren, fortæller Valentina Crast, der er næstforperson i OASA.

»Det er en erhvervsadresse, og vi ankom i dagtimerne, men han var tilsyneladende ikke hjemme. I stedet fandt vi på grunden en masse døde ræve og døde katte. Ved første øjekast virker det besynderligt, og da vi kiggede ind i de frit tilgængelige minkbure, der står i lange række, fik vi øje på kattene, der sad i de små lukkede bure«, fortæller Valentina Crast.

Herefter begyndte de at tage billeder og filme for at dokumentere forholdene.

Skulle kattene pelses?

»Hvorfor holdt den tidligere minkavler katte i bur. Ville han pelse dem på samme måde som man pelser mink, eller skulle de sælges som kæledyr?«.

»Vi ved det ikke, og jeg er ikke meget for at gisne i pressen«, svarer Valentina Crast.

Ifølge hende har ejeren af farmen selv forklaret, at han blot passede de mange katte for en ven. Han skulle også have sagt, at kattene var i bur, fordi de var i brunst. Da myndighederne efter en ny anmeldelse inspicerede den tidligere minkfarm, fandt de ingen katte i bur, men derimod en masse katte og kaniner, der løb rundt på grunden.

»Han siger mange forskellige ting. Men vi ved, at er tale om en mangeårig pelser med rigtig mange sager om vanrøgt af dyr på samvittigheden, og at han har haft katte i bur, men vi ved ikke til hvilket formål«, fastslår Valentina Crast.

Efter besøget anmeldte dyreværnsforeningen ejeren af farmen, men da politiet og folk fra Fødevarestyrelsen få dage senere dukkede op på farmen for at se på forholdene fandt de ingen dyr i bure.

»Vi så ingen katte i bure og ingen døde dyr, da vi var på stedet. Der løb mange katte og kaniner rundt frit på grunden, men det er ikke ulovligt«, forklarede Carsten Røjkjær Jensen, der er dyrlæge og sektionsleder hos Veterinær Nord under Fødevarestyrelsen til Ekstra Bladet.