Mindre luftforurening fra færger

Færgen mellem Hundested og Rørvig får installeret en partikelfilterløsning. Den internationale lovgivning for udledning af NOx er blevet skærpet. Fra 2021 skal nye skibe, som sejler i Nord- og Østersøen, sænke udledningen af NOx med mindst 75 procent, set i forhold til den nuværende regulering. Foto: Teknologisk Institut

Støtte til nye projekter, der skal sænke støj og luftforurening fra færger.

FORURENING – 60 nye boliger bygget af bæredygtige elementer og en renere færgefart mellem Helsingør og Helsingborg. Det er blot to af fem store miljøprojekter, som Miljøteknologisk Udviklings- og DemonstrationsProgram (MUDP) netop har støttet med 65 mio. kroner.

MUDP vil med tilskud til de fem såkaldte fyrtårnsprojekter give virksomhederne mulighed for at prøve deres løsninger i fuld skala. Målet i et af projekterne er at nedbringe NOx- og partikelforureningen fra kystnære færger med henholdsvis 80 og 98 procent.

Foreløbig skal tre danske færger hos blandt andet Sundbusserne og Rørvig-Hundested samt  andre kystnære  fartøjer udstyres med ny teknologi.

– Teknologien kan både bidrage til en bedre luftkvalitet i havnebyerne og skabe danske arbejdspladser. Danmark vil komme i front med maritime emissionsløsninger og dermed sikre, at danske rederier og teknologileverandører er på forkant med forventede kommende krav til NOx og partikeludledning fra skibe, siger projektleder Lars Overgaard, Teknologisk Institut.

Den internationale lovgivning for udledning af NOx er blevet skærpet. Fra 2021 skal nye skibe, som sejler i Nord- og Østersøen, sænke udledningen af NOx med mindst 75 procent, set i forhold til den nuværende regulering.

Hybridfærge billigere i drift
Da færgeselskabet Thyborøn-Agger Færgefart holdt licitation over byggeriet af en ny færge til afløsning af den 40 år gamle ‘Kanalen’, faldt valget på en miljøvenlig hybridfærge.

Hybridfærgen er lidt dyrere end en almindelig færge, der bruger diesel som brændstof, men til gengæld er den billigere i drift.

– Det er en robust og fremtidssikret løsning, som løbende kan tilpasses nye teknologier omkring batterier og opladning. Derudover ønsker selskabet også at understøtte de to ejer-kommuners stærke profiler inden for grøn omstilling og bæredygtig energi, siger borgmester Erik Flyvholm (V), der er formand for Thyborøn-Agger Færgefart.

Thyborøn-Agger færgen transporterer hvert år 5.000 lastbiler, 50.000 personbiler og 140.000 passagerer.