Forside Miljø Mikroplast ved Grønland har samme størrelse som vandloppernes livret

Mikroplast ved Grønland har samme størrelse som vandloppernes livret

Oqaatsut er en lille grønlandsk bygd med 46 indbyggere. Bygden ligger 18 km nord for Ilulissat på en halvø med udsigt til Diskobugtens isbjerge. Foto: Pixabay

Mikroplast i havet ved Grønland har præcis samme størrelse som vandloppernes livret, så det kan køre ind i fødekæderne, siger professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.

FORURENING – Bitte-bitte-små stykker plastik. Ca. 0,1 mm lange. Samme størrelse som vandloppernes livret, planteplankton.

Mikroplastik af den størrelse fandt forskere fra DTU Aqua, DTU Miljø, Aalborg Universitet og Grønlands Naturinstitut i deres prøver, da de som de første undersøgte vandet i Godthåbsfjorden, der løber forbi Nuuk og ud i havet vest for Grønland.

De fandt omkring 1 partikel pr 10 liter vand, og det svarer til de koncentrationer, der tidligere er fundet ved undersøgelser af havvand andre steder i Nordatlanten. Egentlig havde de forventet at finde langt mere, for tyske forskere har målt meget høje koncentrationer af mikroplastik i sne og is på gletchere, der smelter ned i netop Godthåbsfjorden. 

Resultatet af kortlægningen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Pollution, oplyser DTU Aqua.

Samme størrelse som vandloppernes livret

»Der er plastik i fjorden. Ikke så meget som vi havde forventet fra tyskernes fund i is og sne. Men det er der dog. Og det er generelt meget småt. Det har lige præcis den størrelse, som vandlopperne i området kan æde, så det kan køre ind i fødekæderne«, siger professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.

Han understreger, at mængden af plastik på nuværende tidspunkt næppe vil kunne gøre væsentlig skade. Men bliver det meget værre, så kan det blive et problem.

»Vi kan også se, at der er 10.000 gange så mange alger i vandet, som der er plastik. Så hvis vandlopperne spiser det, de møder, så er der virkelig langt mellem, at de spiser en plastikpartikel, fordi der er så meget mad. Så sandsynligheden for at det kommer ind i fødekæderne og bliver flyttet rundt, er meget, meget lille«, siger Torkel Gissel Nielsen.

Exit mobile version