Forside Økologi Irma vil kun sælge økologiske æg

Irma vil kun sælge økologiske æg

Økologiske æg tegner sig for 71 procent af salget i Irma. Foto: Pixabay

Salget af økologiske æg tegner sig for 71 procent af det samlede æg-salg i Irma. Skrabeæg på vej til at blive udfaset

ØKOLOGI – Salget af skrabeæg er nu så lille, at denne type æg er på vej ud af supermarkedskæden Irma i København. De økologiske æg er ved at udkonkurrere alle andre typer Irma-butikkerne.

En ny opgørelse fra Irma viser, at de økologiske æg nu udgør 71 procent af det samlede æg-salg i Irma. Den andel er dermed så høj, at kæden nu er parat til helt at stoppe salget af skrabeæg.

»Den eneste grund til, at vi ikke kun vil sælge økologiske æg og æg fra fritgående høns er, at vi frygter, vi vil komme til at mangle æg. Vi afventer, at flere producenter omlægger til økologisk produktion, så udbuddet kan følge med efterspørgslen«, siger indkøbschef Hans Christian Ipland, Irma.

Nej til æg fra burhøns

Kæden har i forvejen fravalgt at sælge æg fra burhøns.

Forklaringen på, at de økologiske æg er blevet så populære, at de slår de billigere konkurrenter er, at de har flere kvaliteter ud over at være økologiske.

»Æggene er et godt eksempel på, hvorfor økologien i disse år oplever et sandt boom. For de har kvaliteter ud over, at de er økologiske. Som forbruger får man en høj grad af sikkerhed og en nærhed, fordi det fremgår af emballagen, hvilke mennesker, der er ansvarlige for produktionen«, siger Hans Christian Ipland.

Irma har i første kvartal haft en samlet vækst i salget af økologiske varer på 19 procent. Det kommer oveni 2006, hvor salget steg med 20 procent.