Forside Øvrige sektioner Landbrug Helt ude i hampen at erstatte millioner af mink med kaniner

Helt ude i hampen at erstatte millioner af mink med kaniner

Kaniner i polsk bursystem. Foto: World Animal Protection

Dyreværnsorganisation tager kraftigt afstand over for ny forretningsmodel, som vil erstatte millioner af mink med kaniner i trange bure. »En meget dårlig idé«, lyder det fra World Animal Protection.

Et samarbejde mellem tidligere danske minkavlere, konsulentfirmaet SAGRO og studerende fra Aarhus Universitet er mundet ud i et forslag til en ny forretningsmodel for de minkfarme, der blev afviklet sidste år på grund den accelererende smittespredning af corona blandt landets over 1.100 minkfarme.

I den ny model foreslår fem civilingeniørstuderende fra Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus Universitet i Herning, at indføre kaniner i bure i stedet for mink.

Kaninavl med henblik på kødproduktion er kendt fra flere sydeuropæiske lande, men har aldrig været udbredt i de nordeuropæiske lande, hvor kaninkød mest er på menuen som en særlig specialitet på udvalgte restauranter.

En meget dårlig idé

Esben Sloth, der er kampagnechef i World Animal Protection Danmark, kalder det »en meget dårlig idé at indføre kaninproduktion i stor stil som en redningsplanke til minkavlerne«.

»Vi er lige sluppet af med et erhverv, hvor dyrene i den grad led under dårlig dyrevelfærd, og det ville være absurd at indføre en ny produktion, hvor forholdene på mange måder er kendt som ligeså elendige«, mener han.

Esben Sloth peger på dårlige eksempler på den industrielle burproduktion i EU-lande som Spanien, Frankrig, Italien og Polen, der er blandt EUs største producenter af kaninkød.

Berøvet enhver mulighed for naturlig adfærd

I den industrielle produktion af kaniner er de livlige dyr fuldstændig berøvet muligheden for at udføre deres naturlige adfærd. De kan hverken hoppe, gemme sig eller grave, og får stort set ikke opfyldt andre basale behov end at æde.

Kaninerne er klemt sammen i bursystemer med mindre end et A4-arks plads til hver kanin, og der er tremmer både under poter og over ører. Ofte kan kaninerne ikke lægge sig udstrakt, og det er ikke usædvanligt, at dyrene får skader på poterne på grund af de tynde tremmer.

I staldene, hvor kaninerne holdes indespærret i stort antal, er luften fyldt med ammoniak fra urin og afføring, sygdomme florerer, og derfor får kaninerne store mængder antibiotika, som man også kender det fra intensiv svineproduktion. Derfor er dødsraten blandt bur-kaniner også relativt høj.

Klima og dyrevelfærd

I forretningsmodellen for minkavlerne, slår de unge civilingeniører og SAGRO på, at klimabelastningen er mindre end eksempelvis svine- og kalveproduktion, og at produktionen derfor er klimavenlig.

»Klimaforandringerne skal ikke løses ved at gå på kompromis med dyrevelfærd. Vi skal i stedet satse meget mere på produktion af plantebaseret kost til mennesker og producere langt mindre  – men til gengæld bedre kød – fra dyr, som har haft det godt«, siger Esben Sloth.

Industriel husdyrproduktion under skarp kritik

Den industrielle husdyrproduktion stadig skarpere kritik i mange EU-lande. I uge 23 står EU Parlamentet over for et markant skift på dyrevelfærdsområdet. Her skal EU-politikerne stemme om borgerinitiativet ‘End The Cage Age’, som World Animal Protection står bag i samarbejde med blandt andet den britiske organisation Compassion In World Farming.

»Der er ingen bæredygtig fremtid i tremmedyr, bure i landbruget er under udfasning i hele Europa, og alene af den grund er der berettiget håb om, at der ikke er dansk politisk opbakning til en forretningsmodel baseret på bur-kaniner«, siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection.