Forside Miljø Guldborgsund bygger Danmarks første svanemærkede folkeskole

Guldborgsund bygger Danmarks første svanemærkede folkeskole

Danmarks første svanemærkede folkeskole skal ligge i Sundby, lidt uden for Nykøbing Falster. Her ses en visualisering af skolen, som skal stå klar i sommeren 2022. Foto: Sora

Om to år vil eleverne i Sundby og omegn være med til at skrive historie, når de indtager en helt nybygget, svanemærket skole. Udbuddet er vundet af et hold bestående af internationalt anerkendte arkitekter og lokalt forankrede entreprenører og arkitekter.

BYGGERI – Med et kommende byggeri af en ny skole i Sundby lidt uden for Nykøbing Falster skriver Guldborgsund Kommune historie ved at bygge den allerførste svanemærkede folkeskole i Danmark.

Ifølge kommunen bliver skolen samtidig et arkitektonisk nybrud, og bag projektet står et hold med det lokale entreprenørfirma BO HUS i spidsen, der skal tegne og bygge sammen med ingeniørvirksomheden MOE, Autens som pædagogisk rådgiver og intet mindre end tre arkitektfirmaer: De lokale ETN-arkitekter og de internationalt anerkendte og prisvindende SKALA Arkitekter og Henning Larsen Arkitekter.

Arkitektonisk skyder bygningen sig op af mulden, hæver terrænet og danner en bakke. Den ligger som en åben ring, og indenfor er der tænkt i rum til leg, læring, fordybelse og lokale fællesskaber i bydelen Sundby.

Vi får først og fremmest en skole bygget på bæredygtige principper med moderne undervisningslokaler og fantastiske udemuligheder, siger Morten Janik, der er formand for skolebestyrelsen. Foto: Sora

Eleverne får de bedste rammer

»Vi får en skole i absolut topklasse, og vi skriver danmarkshistorie inden for skolebyggeri. Jeg er glad for, at vi har turde sætte barren så højt og udmærke os på landsplan. Vi har truffet et bevidst, politisk valg om at investere i bæredygtigt byggeri, og den nye skole får et af de fineste kvalitetsstempler med Svanemærket«, siger Simon Hansen, der er formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune og formand for det udvalg, som har vurderet de forslag, der er kommet i forbindelse med udbuddet.

»Vi har en vision om at være en dannelseskommune, og det er ikke kun noget, vi siger. Det her er et konkret eksempel på, hvordan vi gør det i praksis. Eleverne får de allerbedste rammer for læring og udvikling, og lokalsamfundet får et »Byens Hus«, der kan styrke de lokale fællesskaber«, siger Simon Hansen.

Et af kravene til dem, der bød ind på projektet, var, at byggeriet skulle være bæredygtigt, og at det samtidig skulle leve op til kravene for en såkaldt FN’s verdensmålsskole. Det gælder både i materialevalg, energiforbrug, lokal forankring og i forhold til elevernes lærings- og udfoldelsesmuligheder.

Det var blandt andet Guldborgsund Kommunes ambitionsniveau, der fik SKALA Arkitekter og Henning Larsen Arkitekter til at gå med på holdet.

Bæredygtige principper

På Sundskolen glæder elever og forældre sig til de nye rammer. Det vil give helt nye muligheder for undervisning og udfoldelse, siger skolebestyrelsesformand Morten Janik.

»Vi får først og fremmest en skole bygge på bæredygtige principper med moderne undervisningslokaler og fantastiske udemuligheder. Desuden får vi en bygning og nogle omgivelser, der rent arkitektonisk rummer mange referencer til Lolland-Falsters historie. Det bliver på alle måder en helt unik skole og et fælles byens hus til gavn for alle, der bor i Sundby og omegn«, siger Morten Janik.

Guldborgsund Kommune forventer, at den nye skole i Sundby kan åbne dørene for eleverne i sensommeren 2022. I de kommende tre til fire måneder skal projektet rettes til, og de endelige tegninger skal udfærdiges, inden byggeriet kan gå i gang.

Udbuddet er vundet af et hold bestående af internationalt anerkendte arkitekter og lokalt forankrede entreprenører og arkitekter. Foto: Sora
Exit mobile version