Forside Natur DN jubler over vild natur på finansloven

DN jubler over vild natur på finansloven

Regeringen, de radikale, SF og Enhedslisten har netop landet en stor natur- og biodiversitetspakke, som indfrier en række af valgkampens naturløfter om at sikre mere vild natur. Grafik: Danmarks Naturfredningsforening

Ny aftale om en stor natur- og biodiversitetspakke med 13 nye vilde naturnationalparker, 46.000 hektar urørt skov og et biodiversitetsråd.

NATUR – Regeringen, Radikale, SF og Enhedslisten har netop landet en stor natur- og biodiversitetspakke som led i finanslovsforhandlingerne. Med aftalen indfrier partierne en række af valgkampens naturløfter om at sikre mere vild natur. Hos Danmarks Naturfredningsforening er der stor begejstring.

»Vi har i årevis kæmpet for netop at få sat den vilde natur på dagsordenen. Valgkampen blev et gennembrud, hvor vi for første gang nogensinde havde natur som et selvstændigt valgtema. Siden valget har vi virkelig presset på for at få valgkampens løfter omsat til handling. Og nu er det endelig lykkedes, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

»Jeg er simpelthen så glad for den her aftale, som virkelig vil gøre en stor forskel for vores trængte natur. Det er et kvantespring for naturbeskyttelsen i Danmark«, siger hun.

Med Natur og biodiversitetspakken afsættes mere end 850 millioner over de kommende fire år til at indfri løftet om 15 vilde naturnationalparker og målet om 75.000 hektar urørt skov.  

Kan være med til at løse naturens krise

Konkret er regeringen og de tre støttepartier blevet enige om at igangsætte etableringen af 13 nye vilde naturnationalparker udover de to, som allerede er blevet besluttet. Samtidig sikrer aftalen, at valgkampens løfte om 75.000 hektar vild urørt skov nu bliver indfriet.

Med i aftalen er en anden af DN’s vigtige ønsker også kommet med. Et biodiversitetsråd, der med klimarådet som forbillede løbende skal vurdere og rådgive folketinget om naturen. Samtidig igangsættes en gennemgang af naturlovgivningen, som Danmarks Naturfredningsforening håber vil ende ud med ny biodiversitetslov, som skal sikre varig og effektiv beskyttelse af naturen og sætte konkrete målsætninger for, hvor meget natur og strengt beskyttet natur, der skal være i Danmark.

»Naturen reddes ikke alene af 15 naturnationalparker og mere urørt skov. Naturen har brug for sin helt egen redningsplan og lov, som udstikker nogle meget klare målsætninger for, hvor meget natur vi skal have i Danmark. Der håber vi, at denne her flotte aftale vil være et skridt på vejen mod det«, siger Maria Gjerding.

Nu kommer kampen i de kommende politiske forhandlinger til stå om, hvor stor en del af Danmarks areal der skal sikres en eller anden grad af naturbeskyttelse. EU har besluttet ambitiøse målsætninger, om at mindst 30% af land- og havarealerne skal sikres beskyttelse, hvoraf 1/3 skal være strengt beskyttet natur, hvor naturen får lov til at udvikle sig på egne præmisser. I FN arbejder man også hen i mod 30 % på globalt plan.

Exit mobile version