Covid-19 sætter fokus på industri-landbrug og kødfabrikker

Landbruget med den store kødproduktion skal gentænkes fuldstændigt, så der kommer mere fokus på plantebaseret kost og ekstensivt dyrehold. Det vil gavne både natur, landbrugsdyr, klima, miljø og folkesundheden«, mener Britta Riis, Dyrenes Beskyttelse.

Over 70 procent af alle smitsomme sygdomme har deres oprindelse hos dyr. 70 organisationer opfordrer i en fælles henvendelse EU-Kommissionen til at indtænke dyrevelfærd i i EU’s kommende to strategier for biodiversitet og landbrug.

DYREVELFÆRD – I et åbent brev til Europa-Kommissionen opfordrer 70 organisationer til at tænke dyrevelfærd ind i kommissionens to kommende strategier for biodiversitet og landbrug set i lyset af udbruddet af coronavirus.

Over 70 procent af alle smitsomme sygdomme blandt mennesker har deres oprindelse hos dyr. Det gælder også for COVID19-pandemien, som i øjeblikket hærger verden over og har skubbet verdenssamfundet ud i en undtagelsestilstand.

Virusset, der forårsager COVID19, menes at kunne spores tilbage til flagermus, men er muligvis hoppet til andre arter, før den for nylig smittede det første menneske i Wuhan, Kina. Men udbruddet kunne lige så vel være opstået her i EU. 

Det siger Britta Riis, som er direktør for Dyrenes Beskyttelse og står i spidsen for Eurogroup for Animals, en international sammenslutning af 70 dyrevelfærdsorganisationer. 

Disse organisationer har nu i et åbent brev lavet et fælles opråb til Europa-Kommissionen, som inden udgangen af maj ventes at præsentere EU’s kommende strategier for henholdsvis biodiversitet og landbrug. 

Vilde dyr og industri-landbrug

»Coronakrisen har lært os som samfund, at vores tætte omgang med og udnyttelse af dyr ikke er uden konsekvenser. Det gælder især vilde, eksotiske dyr, men vi bør også se på de meget store husdyrhold i det industrielle landbrug, siger Britta Riis.

Som samfund må vi tage ved lære af fortids fejl og gentænke hele den måde, vi omgås dyr på, hvis vi skal undgå at lignende sygdomsudbrud opstår i fremtiden, mener hun.

»I EU-systemet er der lige nu en helt unik mulighed for at mindske risikoen for fremtidige, omfattende sygdomsudbrud og samtidig gøre en forskel for dyrene. Det er afgørende, at man får sat en stopper for den problematiske handel med vilde og eksotiske dyr, som lige nu stort set har frit spil i EU. Og landbruget med dets store fokus på kødproduktion skal gentænkes fuldstændigt, så der kommer mere fokus på plantebaseret kost og ekstensivt dyrehold. Det vil gavne både natur, landbrugsdyr, klima, miljø og folkesundheden«, understreger direktøren for Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse giver den nye biodiversitetsstrategi og Farm-To-Fork strategien, som netop nu udarbejdes som en del af EU’s ’European Green Deal’, »en unik mulighed for at sætte en helt ny vej for EU«.

Det gælder blandt andet regulering af handel med vilde og eksotiske dyr, og et skift væk fra den intensive kødproduktion. Begge dele er måder hvorpå man kan beskytte mennesker og dyr og samtidig gøre en indsats for klima, miljø og biodiversitet, mener Dyrenes Beskyttele.

Ekstern link: Du kan læse brevet fra 70 organisationer her.