Stjernekok åbner restaurant med plantebaseret menu på Østerbro

Ramus Kofoed, som er en af Danmarks bedste kokke, ses her sammen med resten af holdet på Restaurant Geranium. Nu åbner han en ny frokostrestaurant, der udelukkende vil servere plantebaserede retter. Foto: Geranium

Geranium-kokken Rasmus Kofoed åbner om to uger en ny frokostrestaurant med økologiske, plantebaserede retter.

MAD – Økologiske og biodynamiske råvarer fra de nærtliggende Kiselgården og Birkemosegård, inspiration fra hele verden og en hyldest til barndommens gade.

Det er blandt hovedingredienserne i konceptet hos den nye, plantebaseret frokostrestaurant Angelika, som Rasmus Kofoed, køkkenchefen bag den trestjernede michelinrestaurant Geranium, åbner på Østerbro om to uger.

Det oplyser TV2 Lorry.

Med en placering i Geraniums tilstødende inspirationskøkken kan man på den nye restaurant spise sig gennem en vegetarisk menu på otte-ni retter til noget, der minder om en fjerdedel af priserne hos den trestjernede storebror.

Inspiration fra moderen, der er vegetar

Inspirationen til det spisested kommer fra Kofoeds egen mor, Gerd Angelika. Deraf navnet.

– Jeg har i mange år haft en drøm om at åbne et vegetarisk spisested. Min mor er vegetar og har, siden jeg var helt lille, lært mig, hvor nærende og velsmagende plantebaseret mad kan være. Angelika er derfor opkaldt efter min mor og vil være en hyldest til planteriget. Hos Angelika serverer vi enkle og smagfulde plantebaserede retter i uformelle, stemningsfulde omgivelser, siger Rasmus Kofoed i en pressemeddelelse.

– Angelika er en hyldest til min mor og det fantastiske planteunivers, som hun lærte mig at elske. Hos Angelika serverer vi enkle og smagfulde plantebaserede retter i uformelle, stemningsfulde omgivelser, skriver Rasmus Kofoed på Geraniums hjemmeside.

Angelika har åbent til frokost fra torsdag til lørdag. Prisen på vores menu vil være ca. 650 kr. (ekskl. drikkevarer), oplyser Rasmus Kofoed.

Første åbningsdag på Angelika er torsdag den 4. juni, og hen over sommeren holder stedet åbent mellem torsdag og lørdag i frokosttimerne.