Corona-krisen har fået os til at købe langt mere økologisk mad

Corona-krisen har fået os til at købe langt flere økologiske varer. I enkelte butikker er øko-salget steget op til 20 procent. Foto: Økologisk Landsforening

Markant stigning i salget af økologiske fødevarer under corona-krisen. Både fysiske og netbaserede butikker bekræfter tendensen, som har løftet salget op til 20 procent.

ØKOLOGI – Danske forbrugere har købt langt flere økologiske fødevarer under coronakrisen end ellers.

Siden Danmark lukkede ned er salget af økologiske madvarer steget med op til 20 procent, og ifølge Økologiske Landsforening melder en bred vifte af dagligvarebutikker om vækstrater på helt op til 20 procent.

Udviklingen ses både i de netbaserede dagligvarebutikker og i Coop-butikkerne.

»I nogle varegrupper krydser vi fingre for, at der ikke opståren mangelsituation på fx økologiske kornprodukter, fordi der under coronakrisen er sket op mod en 25 pct. stigning i salget«, siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop.

Det fremgår af Økologisk markedsrapport 2020, som udgives af Økologisk Landsforening. I den årlige rapport dykker foreningens markedsafdeling ned i tendenserne i detailhandelen og foodservice-sektoren, som har fået stigende betydning i takt med at private og offentlige storkøkkener har omlagt deres køkkendrift.

Flere økologiske måltidskasser

Også online-dagligvarebutikkerne, hvis kundekartotek er blevet væsentligt udvidet under corona, oplever en større interesse for økologiske fødevarer end tidligere.

»Kunderne køber flere økologiske måltidskasser, samt økologisk konfekture, fersk kød, øl og vin, og vi tror på, at vores kunder vil have endnu mere fokus på sundhed og miljø efter Covid-19, og det forventer vi vil påvirke salget af økologi positivt«, siger Jack Enevoldsen, som er kategoridirektør i Nemlig.com ifølge rapporten.

I krisetider skruer vi op for økologien

Ifølge Michael Langberg, der er markedschef i Økologisk Landsforening, skyldes den markante stigning for økologien flere faktorer.

Dels søger forbrugerne tryghed i at lave mad fra bunden af rene råvarer, og dels er der et ønske om mere forkælelse og mere sundhed, når en krise huserer. Hertil kommer, at vi under corona-krisen ikke har spist frokost på jobbet ligesom restauranterne har holdt lukket. Derfor er de fleste måltider foregået derhjemme.

»Salget af økologiske fødevarer stiger solidt hvert år. Også i krisetider vækster økologien, modsat hvad man ellers skulle tro. Det skete også under finanskrisen i nullerne. Når vi bliver nødt til at skrue ned for det udadvendte liv, tager vi adfærden med hjem i stedet. Der skal jo stadig være mulighed for at leve sundt og forkæle sig selv med kvalitet og friske, lokale råvarer«, siger Michael Langberg.

Også på globalt plan sælger økologiske fødevarer mere under krisen. En analyse fra det britiske analysebureau Ecovia Intelligence og salgstal fra USA viser fremgang i salget på helt op til 40 procent.